Gulpladeregler kan koste virksomhederne 10 mio. arbejdstimer
Reglerne for gulpladebiler er komplicerede og forældede, mener Dansk Byggeri. Det kan komme til at koste byggeriet over ti millioner spildte arbejdstimer årligt at efterleve reglerne til punkt og prikke
Rundt på de danske veje kører der cirka 275.000 varebiler på gule plader.
De fleste af bilerne kører lovligt. Men der foregår også ulovlig kørsel i gulpladebilerne.
Ofte er ejerne ikke klar over, at de kører ulovligt. Reglerne for moms og beskatning af varebiler på gule plader er så komplicerede, at de erhvervsdrivende har svært ved at tolke dem.
Det mener blandt andre revisor Jørgen Frausing, der er leder af Skatteafdelingen i Info-reviision. Han har dagligt kontakt med både ansatte og virksomhedsejere, der beretter om store problemer med at tolke reglerne på området for gulpladebiler. Jørgen Frausing forstår virksomhedernes frustration, da reglerne efter hans vurdering er både forældede og uigennemskuelige.
Efter massiv kritik fra blandt andet Dansk Byggeri har Skat nu angiveligt erkendt, at reglerne har behov for et eftersyn.
Alligevel har de til erhvervslivets store overraskelse valgt at gennemføre en omfattende aktion, hvor man kontrollerer, om virksomhederne følger reglerne.
- Kontrolaktionen har gjort virksomhederne usikre. For at være på den sikre side, forlanger mange arbejdsgivere nu, at medarbejderne stiller deres varebiler på virksomhedsadressen ved fyraften og henter den igen næste morgen.
Virksomhederne frygter de store bøder og problemer, der er blevet stillet udsigt, hvis de eller deres medarbejdere gribes i at bryde det svært gennemskuelige regelsæt, fortæller Thomas Gyldal Petersen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri.
Dansk Byggeris beregninger viser, at hvis tendensen breder sig og alle virksomheder kræver, at varebilerne overnatter ved domicilet, vil det betyde, at gulpladereglerne kommer til at koste byggeriet over ti millioner timer i ekstra transporttid. Tid der kunne have været brugt på byggepladsen.
Ti millioner arbejdstimer svarer til 6.000 fuldtidsansatte medarbejdere.
Det er hele tre gange så mange mandeår, som bygge- og anlægsvirksomhederne skal bruge pr. år til at opføre den faste forbindelse over Femern Bælt. Dertil kommer problemer med øget trængsel på vejene og øget forurening.
- Det er selvfølgelig ikke i orden, at folk tager virksomhedens gulpladebil over i golfklubben om søndagen. Her må SKAT gerne lægge vejen forbi og kontrollere. Men det er ikke i orden, at myndighederne driver klapjagt på virksomheder, som forsøger at følge loven, men har svært ved at gennemskue de kringlede regler, mener Thomas Gyldal Petersen.
Hans Gandrup
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker