Kunder splittede i Føtex-sag

Mange kunder havde tirsdag eftermiddag taget turen til Føtex i Nykøbing. Og selvom mange af dem havde hørt om varehuschefens afvisning af tre busser med asylansøgere, så havde ingen af dem planer om i fremtiden at handle et andet sted.
- For jeg ved jo ikke, hvordan man i andre butikker ville have reageret, som Helle Thyssen fra Sundby udtrykker det.

Enkelte af kunderne havde også en vis forståelse for varehuschef, Peter Høghs, måde at tackle situationen på.

- Jeg kan på en måde godt forstå ham. Selvom de måske ikke havde tænkt sig at stjæle, så har han åbenbart dårlige erfaringer. Jeg kan da også godt forestille mig, at tre busfulde er lidt svære at håndtere på én gang, siger Lis Fredensborg fra Toreby, mens Preben Frederiksen fra Møn siger:
- Butikschefen har sikkert oplevet, at når folk kommer i større grupper – hvad enten det er flygtninge eller skolebørn – så forsvinder der ofte noget. Grundlæggende er det ikke okay, men dog forståeligt, hvis han har haft den salgs oplevelser.

Langt de fleste af de kunder, som Folketidende.dk tirsdag talte med, undrede sig dog over, at varehuschefen på den måde havde nægtet kunder adgang.

- Den behandling er ikke i orden - alle har lov til at handle. I dette tilfælde kan jeg heller ikke forstå, at man ikke lukker dem ind. Hvis de kommer omkring 150 mennesker og alle lægger mindst 200 kroner, så kommer der da nogle kroner i kassen, siger Knud Stimose fra Sundby.

Heller ikke Helle Thyssen mener, at man kan skære alle over én kam.
- Der skal for mig at se en rigtig god grund til at afvise dem på den måde – noget helt konkret. Jeg synes derfor også, at det er usympatisk og upassende, at de ikke måtte handle i Føtex, siger hun.

Foto: Helle Thyssen fra Sundby kalder det usympatisk, at Føtex i fredags nægtede at betjene en gruppe flygtninge. foto: Marta Gramstrup Rasmussen

Flere kunder kalder varehuschef, Peter Høghs, beslutning om at nægte en gruppe asylansøgere adgang til Føtex for usympatisk. Andre forstår godt hans handling.

Offentliggjort Sidst opdateret