Kunderne betaler flygebyrer for milliarder

300 milliarder kroner. Så mange penge forventes flyselskaberne at få ind på gebyrer på blandt andet kufferter og sædevalg, efter at man har reserveret flybilletten. Og tallet forventes at stige.

En beregning fra den internationale sammenslutning af luftfartsselskaber, IATA, anslår, at 12 procent af flybranchens indtægter i 2010 kommer fra "andre indtægter" - altså alt det andet end flybilletten, oplyser Viviro.com.

- Tallet fortæller jo tydeligt, hvordan flyselskaberne er blevet dygtige til at hive penge ud af forbrugerne på alt muligt andet end flybilletten, siger Kenneth Karskov fra Viviro.com, som er en søgemaskine til billige flybilletter.

Udviklingen gør det vanskeligt for forbrugerne at sammenligne priser og produkter. De stigende gebyrindtægter kommer i en tid, hvor IATA spår, at flyselskabernes indtægter vil falde med 15 procent, svarende til 425 milliarder kroner.

- Man kan til tider høre argumentet om, at det vel er i orden, at man betaler ekstra, hvis man rejser med en kuffert. Det lyder jo besnærende, men hvorfor laver Ryanair så et check-in gebyr? Det er jo ikke sådan, at man kan lade være med at tjekke ind, siger Kenneth Karskov.

Over en femtedel af Ryanairs omsætning kommer fra alt andet end flybilletten, og tallet er knap 10 procent for Norwegian. Det får Kenneth Karskov til at forudse flere krumspring fra flyselskaberne:

- Vi kommer til at se, at prisudregningen på flybilletter vil blive splittet i atomer. De tjener måske ikke direkte noget på flybilletten, men til gengæld skovler de ind på gebyrerne, siger han.

/ritzau/

Der sælges billige flybilletter som aldrig før. Men hvad flyselskaberne taber på gyngerne, får de ind på gebyrkarrusellen.

Offentliggjort Sidst opdateret