Kunstig intelligens er virksomheders Sherlock Holmes i kamp mod svindel

Historikken over et betalingskort kan bruges til at stoppe digital svindel. Banken og Nets kan via kunstig intelligens og andre former for værktøjer overvåge, om brugen af et kort afviger fra normalen. (Arkivfoto). Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Den digitale svindel bliver mere og mere professionel, men gennem forskellige former for kunstig intelligens har bankerne fået et bedre forsvar mod svindlen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Du står nede i dit lokale supermarked og har netop lagt kortet på terminalen for at betale for lørdagsmenuen. På den anden side af kloden bliver dit kort brugt - uden at du ved det.

Men heldigvis går alarmklokkerne i gang hos din bank og Nets, der sørger for, at transaktionen bliver stoppet.

Kunstig intelligens spiller en væsentlig rolle i kampen mod digital svindel.

For selv om det af flere også er stemplet som de kriminelles værktøj, er forskellige former for kunstig intelligens ligeledes en hjælp i kampen mod svindel.

Det fortæller Emil Gade, markedsanalytiker hos Nets, som driver Dankortet og tilbyder betalingsløsninger til virksomheder.

- Vi prøver hele tiden at få et meget bedre og bredere billede. Vi baserer den her model på hele tiden at kunne tilføje målepunkter for at kunne bekæmpe digital svindel, siger han.

Målepunkter kan blandt andet være historikken på et betalingskort, beløbsstørrelse samt hvilken enhed eller browser, der bliver brugt. Alle data fra kortholdere er anonymiserede, og Nets bruger dem udelukkende til at genkende mønstre.

Kunstig intelligens kan nemlig sammensætte en række scenarier, som er hændt, med såkaldt syntetiske data. Det er data over scenarier, som endnu ikke er sket.

På den måde lærer modellen en række mønstre at kende, mens den også kan forudse, hvilke mønstre der ellers kan finde sted.

Modellen bliver suppleret med en række menneskelige regler. For eksempel hvis man netop har foretaget et køb og efterfølgende laver en stor kontanthævning. Ud fra en menneskelig regel kan det tyde på, at kortet er blevet stjålet.

Alle de metoder bliver sat ind i en model, som Nets kan tilbyde sine kunder, der blandt andet tæller størstedelen af de danske banker.

- Det er ofte historien, at man er meget overladt til sig selv, hvis man udsættes for digital svindel.

- Men vi har et godt billede af, hvor de kriminelle er på vej hen, siger Emil Gade.

Bankerne har i samarbejde med Nets sparet 208 millioner kroner over de seneste to år ved at bruge Nets' overvågningssystem, forklarer markedsanalytikeren.

Bliver der foretaget en online handel med et kort via en anden browser, end der normalt bliver brugt, vil et overvågningssystem kunne slå alarm. (Arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Ifølge Finans Danmark stopper bankerne i dag omkring 60 procent af den digitale svindel, mens forebyggelse og bekæmpelse løber op i 750 millioner kroner om året.

Traditionelt har kriminelle gået efter kortoplysninger, som de har brugt til at foretage køb eller overførelser.

I dag har kriminelle større mulighed for at franarre folk deres oplysninger og penge. Blandt andet gennem kunstig intelligens, der kan skabe falske og troværdige hjemmesider.

Det er sket i takt med, at kunstig intelligens er gået fra at være forbeholdt de få til at være allemandseje.

Mange andre virksomheder end Nets bruger også kunstig intelligens som værktøj til digitalt forsvar.

Det fortæller Nikolaj Wædegaard, der er branchedirektør i Dansk Erhverv.

- Teknologien bliver udviklet af private virksomheder. Dermed er det også dem, der opdager angrebene og er det første forsvarsværk.

Nets, der driver og ejer Dankortet, overvåger anonymiserede data med kunstig intelligens. Systemet kan opdage, hvis for eksempel et dankort, der er knyttet til en iPhone, bliver brugt på en android mobil. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Cybersikkerhed bliver en holdsport, og der er behov for et helt andet samarbejde mellem de private virksomhederne og myndighederne, tilføjer han.

/ritzau/

Kunstig intelligens er et særligt værktøj

* Kunstig intelligens, på engelsk artificial intelligence (AI), er digitale systemer. De er blevet fodret med data og udviklet og kodet til at udføre forskellige, afgrænsede opgaver, der hidtil har krævet menneskelig intelligens.

* Det er blandt andet evnen til at analysere, løse problemer og genkende mønstre.

* Big data, der betegner store mængder af data, bliver brugt til blandt andet træning af kunstig intelligens.

* Via big datateknologier kan organisationer skabe nye indsigter om deres aktiviteter. Det kan være kommunikation og medarbejdere.

* Udviklingen af kunstig intelligens er tæt knyttet til computere og er derfor især sket siden Anden Verdenskrig.

Kilder: Den Store Danske, Ritzau.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu