Kvindelige iværksættere kæmper med kapital og vækst

Direktør og medstifter af virksomheden Nordic Female Founders Anne Stampe Olesen har fokus på at gøre det lettere at blive kvindelig iværksætter. Derfor er hun investor i tv-programmet "Løvens Hule" på DR. (Arkivfoto). Foto: Per Arnesen/DR/Free

Der er meget få kvinder blandt iværksættere med mest vækst i Danmark, viser ny analyse. En skæv samfundsfortælling ligger bag, mener organisation.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Danmark er iværksætteri en populær vej mod selvstændighed og succes.

Men statistikkerne afslører en klar skævhed: Mænd dominerer stadig iværksætterlandskabet.

En ny analyse fra Dansk Industri (DI), som kigger på de største iværksættere i Danmark, viser, at kun fem procent af vækstiværksætterne er kvinder.

En vækstiværksætter skal ifølge DI inden for de første fire år have mindst fem fuldtidsansatte og en årlig omsætning på fem millioner kroner.

Analysen viser ifølge iværksætterchef hos Dansk Industri Sine Linderstrøm, at det "desværre står meget stille med diversiteten".

- I forhold til at skabe fremtidens virksomheder har vi brug for iværksættere, der vil udvikle nye produkter og bibringe innovation til vores samfund.

- Som det er i dag, spiller vi kun med halvdelen af holdet, når vi ikke har et mere diverst iværksættermiljø, siger Sine Linderstrøm.

Analysen peger på, at en af de store barrierer for vækstiværksætterne er kapital.

Kun 1,3 procent af den rejste kapital i Danmark går til virksomheder stiftet af rene kvindeteams. Mens 92,6 procent af kapitalen går til virksomheder stiftet af rene mandeteams.

- Det er rigtig svært at vækste din virksomhed, hvis du ikke har noget kapital, siger Sine Linderstrøm.

Virksomhederne, der ikke modtager så meget kapital, har for eksempel en lavere overlevelsesrate, og de har sværere ved at generere job, uddyber iværksætterchefen.

Kigger man ikke kun på vækstiværksættere, men iværksætteri over en bred kam, ser diversiteten ikke meget anderledes ud.

En nylig undersøgelse fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo) viser, at andelen af kvindelige og blandede stifterteams steg i 2024.

Men to ud af tre nystartede virksomheder har fortsat udelukkende mænd i gruppen af grundlæggere.

At der er en skæv fordeling af iværksættere, skyldes ikke dårligere idéer eller dårligere forretningsmodeller blandt kvinder, har erhvervsminister Morten Bødskov (S) sagt. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Ifølge Erhvervsministeriet er kun cirka hver fjerde danske iværksætter i dag kvinde. Og kvinder henter kun to procent af den risikovillige kapital, der hvert år investeres i iværksættere i Danmark.

I juni 2024 besluttede regeringen og partierne bag iværksætteraftalen at styrke kvindelige iværksætteres adgang til risikovillig kapital.

Og i marts i år blev der med penge fra Eifo lanceret en ny finansiering målrettet kvindelige iværksættere.

Kravet er, at én af stifterne skal være kvinde, for at virksomheden kan få finansieringen.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) ønsker også flere kvindelige iværksættere.

- Vi har som samfund ikke råd til kun at satse på ét køn. Vi skal udnytte den talentmasse, der er, ellers taber vi gode idéer, arbejdspladser og vækst.

- Der skal være plads til både Ole Opfinder og Ida Iværksætter, sagde Bødskov i den forbindelse.

Det går stille og roligt fremad med de kvindelige iværksættertiltag, men der er tale om et langt, sejt træk med behov for opfølgning, mener iværksætterchef i Dansk Industri Sine Linderstrøm. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fra Dansk Industris side peges der på en skæv samfundsfortælling, når man undersøger den bagvedliggende forklaring.

Billedet på en succesfuld iværksætter er stadig en type som Facebook-grundlægger Mark Zuckerberg. En ung mand, der er meget risikovillig og arbejder solen sort.

- Det er der mange kvinder, der ikke kan identificere sig med. Og det får en afskrækkende effekt, siger Sine Linderstrøm.

Iværksætter og "Løvens Hule"-investor Anne Stampe Olesen har tidligere sagt, at forbilleder spiller en vigtig rolle i kvinders lyst til at kaste sig ud i iværksætteri.

Blandt andet derfor har hun valgt at være med i det populære DR-program.

- Det er desværre - lidt stereotypt opsat - sådan, at når mænd tjener penge, køber de en Ferrari. Og så kan man se, de har succes, hvilket er fantastisk.

- Men når kvinder har succes, er man ikke lige så eksplicit omkring det. Og derfor har der manglet rollemodeller, har hun sagt i en artikel til Dansk Erhvervs hjemmeside.

Analysen fra DI er baseret på tal fra Danmarks Statistik, der løber frem til og med 2022, som er de seneste validerede tilgængelige tal. DI er Danmarks største erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Regeringen har øremærket penge til kvindelige iværksættere

* I marts 2025 kom en ny matchfinansiering målrettet kvindelige iværksættere, der er en del af regeringens og flere partiers iværksætteraftale fra 2024.

* Pengene kommer fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo). 

* Kravet er, at én af stifterne skal være kvinde.

* Eifo kommer med et særligt risikovilligt lån, der matcher den kapital, som private investorer skyder ind i en virksomhed. 

* Der er en finansieringskapacitet på 117,5 millioner kroner fra 2025-2030 til matchordningen for kvindelige iværksættere.

* Med ordningen vil kvindelige iværksættere dermed kunne opnå op mod en kvart milliard kroner i finansiering fra både Eifo og de private investorer frem mod 2030.

Kilde: Erhvervsministeriet.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu