Kvinder er deres egen værste fjende på vej til toppen i erhvervslivet.
Det fortæller en kortlægning fra rengøringskoncernen ISS blandt 250 direktører, mellemledere og specialister, skriver Politiken.
- Vi forsøger at skabe arbejdstider, så både mænd og kvinder kan gå tidligt, når det er nødvendigt, men vi kan ikke fjerne alle barrierer, siger direktør Maarten van Engeland, ISS Danmark, til avisen.
- Det koster ofre at gøre karriere. Kvinder, der har en karriere i maven, må sætte sig med manden og få aftalerne på plads, så de kan gøre karriere, fortsætter Maarten van Engeland.
Næsten halvdelen af kvinderne - 49 procent - siger i ISS-kortlægningen, at de ønsker en stilling på et højere niveau, mens 60 procent af mændene gerne vil op i systemet.
På trods af gode kvalifikationer tøver kvinder med at give udtryk for ambitionerne, mens mænd kvikt melder ud, at "de er kandidat til noget mere".
I ISS med 9200 ansatte er hver tredje topchef kvinde.
På trods af årtiers snak om ligestilling er der ikke sket meget med balancen i toppen af erhvervslivet. Tal fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen viser, at i 2008 var 19 procent af sæderne i bestyrelserne i aktieselskaberne beklædt af kvinder. Det nyeste tal fra maj i år er præcis det samme.
Kønsforsker Karen Sjørup er alarmeret over tallene.
- Kvinderne er nødt til at sørge for, at det er dem, der bliver peget på. De skal være udfarende og dyrke deres netværk, siger lektor Karen Sjørup, Roskilde Universitet, til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker