Stiletter på direktionsgangen er guld værd for virksomheden. Ny forskning viser, at kvindelige ledere betaler sig i virksomhedernes regnskab, skriver Magasinet Lederne.
- Når der sidder kvinder i den øverste ledelse i en virksomhed eller organisation, så har det en markant positiv effekt på resultaterne, uanset hvordan du måler dem. Kvindelige ledere er simpelthen guld for bundlinjen.
Det siger professor ved Aarhus Universitet Nina Smith til magasinet.
Hun har analyseret ledelsessammensætningen og økonomien hos de 2300 største virksomheder i Danmark i 2005, og resultaterne var entydige.
Hvis virksomheden havde en kvindelig administrerende direktør, så havde den i gennemsnit en bruttofortjeneste, der var fire procent højere end hos virksomheder med mænd i spidsen.
International forskning peger i samme retning. Resultaterne skyldes, at kvinder har en anden lederadfærd end mænd, siger Nina Smith.
- Der er en del forskning, som peger på, at kvindelige ledere har en højere mødefrekvens og generelt bruger mere tid på at forberede sig, siger hun.
- Derudover får ledelsesbeslutningerne ofte en bedre kvalitet, fordi kvinder sørger for, at der kommer flere argumenter i spil, tilføjer professoren.
Hos Vibeke Skytte, der er afdelingschef hos Lederne, er der heller ingen tvivl om, at kvinder i chefstillinger kan forbedre resultaterne.
- Det handler om, at en god ledelse er en mangfoldig ledelse, der kan se tingene fra flere sider. Og i de virksomheder, hvor der ingen kvinder er, der er ledelsen ikke lige så bred og nuanceret, siger hun.
- Det samme gør sig gældende i ledelser, hvor alle har samme alder og baggrund, tilføjer Vibeke Skytte.
Ifølge tal fra Lederne er det kun 13 procent af de danske topchefer, der er kvinder.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub