Lamper fra Købelev lyser op i Dubai

Rustfri DK i Købelev har fået endnu en unik delordre fra firmaet Louis Poulsen.

Louis Poulsen har fået en ordre på 4.000 gadelamper som skal oplyse nogle af gaderne i Dubai, og Rustfri DK er nu i gang med at producere de store skærme, som fremstilles i aluminium.

- Det er da en spændende opgave for virksomheden, fortæller tidligere direktør Carsten Eriksen, hvis sønner Micki og Thomas har overtaget den driftige og hastigt ekspanderende produktionsvirksomhed i Købelev.
- Jeg havde aldrig drømt om, at virksomheden kunne udvikle sig så eksplosivt, da jeg selv i sin tid overtog roret, men det har kunnet ske takket være et godt samarbejde med skiftende borgmestre og en forståelse i lokalsamfundet, siger Carsten Eriksen.

Selv om han nu er pensioneret har han sin daglige gang i virksomheden. - Jeg kan ikke rigtigt undvære det, og der er jo altid et hjørne, hvor der kan fejes eller ryddes lidt op, siger Carsten Eriksen.




Rustfri DK producerer de store skærme for firmaet Louis Poulsen.

Offentliggjort Sidst opdateret