Landbrug med vokseværk

Med regeringens store »Grøn Vækst«-plan for landbruget får landets store jordbesiddere mulighed for at vokse sig endnu større, skriver Børsen.

Venstres landbrugsordfører, Henrik Høegh fra Fuglse, siger:
- I forslaget til den nye landbrugslov er grænserne for, hvor store ejendomme må være og hvor mange ejendomme man måtte dyrke sammen, samt afstandsbegrænsninger fjernet.

Det vil ifølge Henrik Høegh betyde, at der bliver mulighed for betydeligt større enheder.
- De landmænd, som er dygtige til for eksempel at avle svin, vil med den nye lov kunne lave meget større enheder, uden at være bundet af krav om en vis mængde jordbesiddelse samtidigt.

Børsens overskrift "store godser klar til nye opkøb" er Henrik Høegh ikke enig i.
- Det kan lige så vel være almindelige landmænd, som dermed får muligheden for at opkøbe naboejendommene uden at blive låst fast af afstandskrav og så videre, som den nuværende lov foreskriver.

Loven ventes vedtaget i Folketinget af et flertal bestående af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti til efteråret.




Ny lovgivning giver landbruget mulighed for at samle sig i større enheder.

Offentliggjort Sidst opdateret