Landbruget afblæser katastrofehøst

Efter massiv regn i august opstod der stor frygt for resultatet af årets kornhøst. Men frygten for en katastrofal høst er afblæst.

I hvert fald skriver LandbrugsAvisen fredag, at høsten i år udbyttemæssigt bliver tæt på normalen

Årets produktion af korn bliver ifølge LandbrugsAvisens høstprognose 8,7 millioner ton.

Det er bare 0,2 millioner ton mindre end gennemsnitshøsten fra 1990-2009, altså en gennemsnits høst målt i ton.

Når det ikke går værre, er det blandt andet fordi, der har været større arealer med vinterhvede end normalt og mindre vårbyg, og høstudbytterne er højere i hvede end i byg.

Den gennemsnitlige høst på 8,7 millioner ton står dog i skærende kontrast til sidste års rekordhøst på 10,1 millioner ton. Men selv om høsten er 16 procent mindre end sidste år, er den langt mere værd, skriver avisen.

Kornhøsten er i år 10,8 milliarder kroner værd målt i den pris, man som landmand kunne få 31. august ifølge oplysninger på www.kornbasen.dk. Det er hele 3,6 milliarder kroner mere, end høsten var værd samme dag i 2009.

Og det er selvom kvaliteten ikke er i top. Meget sædekorn og brødkorn er ødelagt af regnen, så det kun kan bruges til foder.

Det er de stigende kornpriser, der skruer op for høstens værdi. Den pris, landmanden får for 100 kg korn, er steget 40-50 kroner i forhold til samme tidspunkt sidste år, og det er en stigning på cirka 50 procent.

Desværre bliver en del af kornets merværdi ædt op af udgifter til ekstra tørring, rensning og besværlig høst i forbindelse med augustregnen.

Landbrugsavisens høstprognose er baseret på tal fra høstskøn fra planteavlskonsulenter 12 steder i landet.

/ritzau/

Det så rigtig sort ud for kornhøsten, da regnen væltede ned i august. Men nu afblæser landbruget udsigten til katastrofehøst.

Offentliggjort Sidst opdateret