Landbrugets overskud skrumpede i 2009

De danske landmænd høstede ikke de store overskud i 2009. Udgifterne i landbruget stiger, mens indtægterne falder - og det gjorde landmændenes bundlinje i 2009 til den dårligste i mange år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Landbrugets bundlinje for 2009 er foreløbig opgjort til 15,3 milliarder kroner. Sammenlignet med 2008 er det et fald på 3,4 milliarder kroner eller 18 procent.

Resultatet - eller den såkaldte bruttofaktorindkomst - er det dårligste i 11 år og skyldes ifølge Danmarks Statistik, at landbrugets varer er faldet 12 procent i værdi, mens udgifterne til produktionen - for eksempel gødning og foder - samtidig kun faldt med fem procent.

Landbrugets salg af korn og andre afgrøder faldt med 18 procent og indbragte 21,2 milliarder kroner. Korn, som er den største enkeltpost, faldt alene med 29 procent.

Også landbrugets indtægter fra for eksempel kød og mælk dalede. Den samlede værdi af den animalske produktion var 36,9 milliarder kroner - otte procent mindre end i 2008.

Til gengæld er det en trøst for landmændene, at der stadig er en massiv pose penge at hente i tilskud. Der er kun små ændringer i landbrugets direkte tilskud i 2009 sammenlignet med året før.

Landmændene fik en økonomisk indsprøjtning på 7,8 milliarder kroner, mens de betalte skatter og afgifter for 1,1 milliarder kroner.

/ritzau/

Det er blevet en dårligere forretning at høste korn eller holde grise. De danske landmænds resultat svandt ind med 18 procent i 2009.

Offentliggjort Sidst opdateret