Landmænd tjener godt i år og næste år

Mundvigene vender mest nedad, og krisestemningen er udbredt i landbrugserhvervet og følgeindustrier. Men en ny og positiv prognose for indtjeningen kan muligvis få smilene frem hos landmændene.

Landbruget kan nemlig se frem til økonomisk fremgang i både 2011 og 2012. Det viser en ny prognose fra Videncentret for Landbrug. Og det skyldes især højere fødevarepriser og lave renter.

Driftsresultatet for en gennemsnitlig heltidslandbrug forventes at blive på godt en halv million kroner i 2011, oplyser centret.

- Forbedringen fortsætter ifølge prognosen i 2012, hvor det gennemsnitlige resultat forventes at nå over 600.000 kroner pr. bedrift.

- Alle de tre store produktionsgrene, kvæg, svin og planteproduktion, kan se frem til bedre resultater, siger Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef i Videncentret for Landbrug i Skejby.

Han understreger, at resultatet for det ellers gældsplagede landbrug er før udbetaling af løn til landmanden selv og før forrentning af egenkapitalen.

Egenkapitalen ligger i gennemsnit på cirka otte millioner kroner på et landbrug.

Men det forventede resultat er det bedste i 10-12 år, siger han.

Der er flere årsager til forventningen om bedre indtjening, oplyser videncentret.

- Der er en stor efterspørgsel på fødevarer, ikke mindst fra Kina og andre lande i Østen. Samtidig er der sket markante forbedringer i effektiviteten på landbrugsbedrifterne, siger Klaus Kaiser.

- Dertil kommer en lang periode med lave renter på grund af den internationale gældskrise og lave vækst, og det medfører lavere renteudgifter for erhvervet, siger Klaus Kaiser.

Der er stor spredning blandt virksomhederne. Den bedste tredjedel af heltidslandbrugene tjente over en million kroner i både 2010 og 2011 og ventes næste år at tjene over 1,3 millioner kroner i gennemsnit.

/ritzau/

Landbruget kæmper med gæld, men de ventes pæne indkomster både i år og næste år, viser prognose.

Offentliggjort Sidst opdateret