Landområder føler sig sat på B-holdet
Folk, der bor på landet, skal også have gode bredbåndsforbindelser. Derfor vil Landdistrikternes Fællesråd have videnskabsminister Helge Sander (V) og Højhastighedskomitéen tilbage i arbejdsværelset og se på udbredelsen af bredbånd i Danmark igen.
Højhastighedskomitéen anbefaler, at 80 procent af befolkningen i 2013 skal have adgang til bredbånd med en hastighed på 50 megabit pr. sekund. Den resterende del af befolkningen skal kun kunne forvente 10 megabit.
Landdistrikternes Fællesråd mener, at det vil skabe et A- og et B-hold.
- Behovet for hurtigt bredbånd er jo ikke mindre i yderområderne end i resten af landet. Tværtimod, siger Steffen Damsgaard, formand for Fællesrådet.
Organisationen Dansk Energi, hvis medlemmer i vidt omfang lægger kabler rundt i kommunerne, er enig i kritikken.
- En manglende strategi for de resterende 20 procent er imod regeringens egne løfter og efterlader udkantsområderne uden mulighed for at blive en del af fremtidens vækstsamfund, siger Thomas Woldiderich, konsulent i Dansk Energi.
Komitéens formand, tidligere departementschef Erik Bonnerup, opfordrer kommunerne, også i tyndere befolkede egne, til at få sat gang i de tjenester, der kan fremme opbygning af højhastighedsnet lokalt.
- Hvis kommunerne virkelig begynder at udnytte mulighederne, er der ikke mange steder, det ikke vil være fornuftigt, siger Erik Bonnerup.
Han åbner så for, at man på små øer uden daginstitutioner eller andet måske skal åbne for, at kommunerne uden om markedets aktører skal have lov til at opføre egne højhastighedsnet.
/ritzau/
Internetbrugere på landet skal have samme adgang til 50 megabit bredbånd som i byen. Landdistrikternes Fællesråd vil have ministeren tilbage til skrivebordet.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned