Lars Larsens imperium henter nyt rekordoverskud
Lars Larsen Group, der blandt andet ejer Jysk, har i seneste regnskabsår hentet et rekordstort overskud.
Lars Larsen Group, der blandt andet ejer Jysk, har hentet et rekordstort overskud før skat i det seneste år. Det oplyser koncernen mandag.
Koncernen indeholder flere forskellige forretningsdele og har for det regnskab, der lukkede i 2019, haft en omsætning på 34,7 milliarder kroner, mens overskuddet før skat lyder på 3,7 milliarder kroner.
Det er lige en decimal bedre end det foregående år, der endte med et overskud før skat på 3,6 milliarder kroner.
Efter Lars Larsens død i august sidste år overtog hans familie 99 procent af ejerskabet af Lars Larsen Group, og det er hans søn Jacob Brunsborg, der er bestyrelsesformand.
De fleste vil måske forbinde Lars Larsens forretningsimperium med kæden Jysk. Lars Larsen Group indeholder dog også mange andre ben, og det er her, at overskuddet er blevet løftet.
Blandt andet forvalter Lars Larsen Group et ejerskab i hotel- og golfanlægget Himmerland Golf & Spa samt sushi-kæden Letz Sushi.
I en pressemeddelelse om regnskabet fremhæves Actona Company, der laver moderne møbler, SengeSpecialisten, og Scancom, der laver udendørsmøbler, for forbedringerne i deres regnskab.
Kæden Jysks overskud er derimod dykket.
- Grundet meget store investeringer kom Jysk ud af regnskabsåret med et lidt mindre overskud end året før, siger Jacob Brunsborg i pressemeddelelsen til regnskabet.
Lars Larsen Group kæmper også med at få bedre resultater ud af blandt andet Himmerland Golf og Spa Resort samt Letz Sushi.
- På trods af at indtjeningen endnu engang er historisk høj, er der stadig selskaber, der leverer negativt afkast, siger Jacob Brunsborg i pressemeddelelsen.
- Derfor har vi i seneste regnskabsår gennemført betydelige investeringer i blandt andet Himmerland Golf & Spa Resort og Letz Sushi.
- På den baggrund forventer jeg også, at vi vil se forbedrede resultater allerede i indeværende regnskabsår.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned