Lav selskabsskat giver milliardgevinst

Det har været en rigtig god forretning for statskassen at sænke selskabsskatten gradvist over de seneste godt 20 år, så den nu næsten er på linje med EU-gennemsnittet.

Indtægterne fra skatten er nemlig fordoblet i samme periode, skriver dagbladet Børsen på baggrund af en ny analyse fra Dansk Erhverv.

Hvor selskabsskatterne i 1987 bidrog med blot 2,1 procent af den samlede danske økonomi, toppede andelen i 2006 med 4,3 procent, svarende til 50,2 milliarder kroner.

- Selskabsskatten er i ret høj grad selvfinansierende. Så det kan ikke hævdes, at den lavere selskabsskattesats har udhulet skatteprovenuet og velfærdsstaten. Tværtimod, siger Bo Sandberg, der er skattepolitisk chef i Danske Erhverv og socialdemokratisk folketingskandidat.

- Så hvis regeringen vil, kan den kendsgerning bidrage til et fortsat og gradvist arbejde i retning af lavere selskabsskat - uden at de med nogen ret kan beskyldes for at føre landet ud i en "social massegrav", siger Bo Sandberg.

De to oppositionspartier Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ønsker ifølge deres fælles økonomiske plan at øge selskabsskatten med 1 milliard kroner, hvis partierne vinder næste valg.

Analysen peger på, at de lavere skatter har affødt en række dynamiske effekter. De har blandt andet fremmet både udenlandske og indenlandske investeringer og skabt ny vækst.

Når der samtidig skal betales mindre i selskabsskat, kan virksomhederne betale større udbytter, der så igen giver øgede indtægter fra skatter på aktieudbytter og aktieavancer.

Ifølge økonomiprofessor ved Københavns Universitet Claus Thustrup-Kreiner, der også er økonomisk vismand, er netop selskabsskatten en farlig størrelse at forhøje i en lille åben økonomi som den danske.

/ritzau/

En halvering af selskabsskatten over de seneste årtier har været en god forretning for staten. I samme periode er Skats indtægter fordoblet.

Offentliggjort Sidst opdateret