Ledigheden er steget for første gang i lang tid
Ledigheden steg i januar, formentlig mest af tekniske årsager. Ukraine-krig kan dog svække dansk økonomi.
Efter mange måneder med fald steg ledigheden fra december til januar med 5000 personer til 76.800 personer.
Det svarer til 2,5 procent af arbejdsstyrken.
Stigningen er den første i mange måneder, men det kan der være tekniske årsager til.
På grund af den nye ferielovgivning holdt mange ledige ferie i december, og det har været medvirkende til at gøre decembertallene kunstigt lave, fordi ledige på ferie ikke tælles med i statistikken.
Og så vurderer Sofie Holme Andersen, der er cheføkonom i Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd, at nedlukningerne i januar også spiller ind.
De er fortid nu, men så er der til gengæld en anden trussel mod økonomien, som kan spille ind i de kommende måneders ledighedstal.
- Økonomien og arbejdsmarkedet er fortsat i god gænge, men i den kommende tid kommer vi til at opleve økonomisk turbulens som følge af den russiske invasion af Ukraine, skriver hun i en kommentar.
Lidt mere optimistisk er Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
- Ser vi fremad, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi kommer til at se et nyt tydeligt fald i ledigheden hen over foråret og sommeren, skriver han.
Hans analyser bunder i erfaringerne fra sidste år, hvor servicefagene blomstrede i takt med, at restriktionerne bortfaldt.
Tore Stramer forudser, at ledigheden inden længe vil nå under rekorden fra juni 2008.
Det kan til gengæld give udfordringer for de virksomheder, der har ubesatte job. Det siger Dansk Industris vicedirektør, Steen Nielsen:
- Derfor er det stadig meget aktuelt at se på, hvordan vi kan sikre, at de danske virksomheder kan få de hænder, de skal bruge.
Det gælder både mulighederne for internationale medarbejdere samt tilskyndelsen til at flere seniorer bliver på arbejdsmarkedet og at flere af de unge, som hverken er i arbejde eller uddannelse, kommer ud på arbejdsmarkedet, siger han.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde