Ledigheden falder fortsat i Guldborgsund

Guldborgsund placerer sig igen helt fremme i “dydsmønster-feltet” i de nye jobtal for juli måned: Som eneste område i Østdanmark har Guldborgsund Kommune nu for fjerde måned i træk lavere arbejdskøshed end i de tilsvarende måneder sidste år.

Arbejdsløsheden er i juli på 2,6 procent og faldet endnu et lille hak i forhold til juni. 
Til sammenligning ligger ledigheden på landsplan på 3,6 procent og i Østdanmark på 3,7 procent.

Men det flotte jobtal i Guldborgsund er samtidig et eksempel på den fornyede diskussion om statistik og “skjult” ledighed. Faktisk ville arbejdsløsheden i Guldborgsund, være steget - hvis de aktiverede havde talt med i ledighedsprocenten. 

Den såkaldte bruttoledighed ville så være gået op fra 1.420 arbejdsløse i juli sidste år til 1.557 i år, fremgår det af tal, som man kan finde frem via ministeriets officielle opgørelse på Jobindsats.dk.

I Guldborgsund har antallet af aktiverede - både kontanthjælpsmodtagere og især dagpengemodtagere - været markant stigende over det seneste år. I juli 2009 var der 410 aktiverede. I juli i år var man oppe på 757.

Samlet set for hele Østdanmark gælder , at ledigherdsprocenterne ikke ændrer sig meget i øjeblikket. Men antallet af aktiverede er generelt stigende. Derfor diskussionen om “skjult ledighed”.

Aktiverings-graden er ikke så høj i Lolland som i Guldborgsund. Men uanset dette “statistik-argument” er ledigheden i Lolland klart højere: I juli måned i år på 4,3 procent mod 3,9 i juli 2009.

Offentliggjort Sidst opdateret