Ledigheden når hidtil højeste: 47.000 ledige under coronakrisen
Tirsdag var 178.646 meldt ledige, hvilket ikke er set højere under coronakrisen. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ledigheden steg tirsdag med 1844 personer og er dermed steget med 47.000 siden 9. marts, oplyser ministerium.
Efter en påske uden de store ændringer i ledighedstallene bød tirsdag på en stor stigning i antallet af danskere, der er blevet ledige under coronakrisen.
Ledigheden steg tirsdag med 1844 personer, og det betyder, at samlet 46.959 er blevet ledige under coronakrisen - fra 9. marts og frem. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.
I alt er 178.646 personer meldt ledige i Danmark i øjeblikket, hvilket ikke er set højere under coronakrisen.
Tirsdag meldte 2382 sig som ledige, hvilket er omtrent dobbelt så mange, som man ser normalt. Det er defineret som gennemsnittet af tirsdag i samme uge i årene 2015-2019.
Når den samlede ledighed ikke stiger helt så meget, hænger det sammen med, at der var omkring 500, som afmeldte sig som ledige.
Det kan skyldes, at de er startet på job, er startet uddannelse, er gået på barsel, er blevet syge eller noget helt fjerde.
Flere økonomer har påpeget, at der - på linje med smitten i coronavirus - kan være et mørketal i antallet af ledige.
Det skyldes, at en del af dem, der er blevet fyret fra deres job i marts, har opsigelser på en og tre måneder.
Det kan være, at de først melder sig ledige, når opsigelsen er ovre. Derfor kan der komme et stort antal nye ledige 1. maj og 1. juli.
Den seneste stigning i arbejdsløsheden giver panderynker hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).
Han påpeger samtidig, at tallene kunne have været meget værre, hvis det ikke havde været for den stribe af hjælpepakker, der er vedtaget under coronakrisen.
- Over 100.000 danskere har på grund af de politiske hjælpepakker fortsat arbejde og løn, men vi følger udviklingen, og vi er klar til at udvide og justere hjælpen, hvor der er behov.
- Men som i alle andre lande i Europa vil vi opleve flere ledige i Danmark. Den politiske opgave er at sikre, at så få som muligt rammes, og at det sker så kort tid som muligt, siger Peter Hummelgaard i en skriftlig kommentar.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde