Ledigheden sneg sig en smule op i april
Ledigheden steg en smule i april. Stigningen er geografisk bred, og eneste område med tilbagegang er Bornholm.
Efter måneder med fald i ledigheden steg den en smule i april. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.
I april kom der 900 flere ledige til, hvis man kigger på bruttoledigheden, der dermed steg til 114.600 personer. Det lille hop rykkede dog ikke ved bruttoledighedsprocenten, der holdt sig på 4,3 procent.
Bruttoledighed dækker over de ledige samt ledige, der er i aktivering. Skeler man til førstnævnte, steg den med 1200 til 93.800 i april, mens antallet af aktiverede ledige faldt med 400 til 20.700.
- Bortset fra denne måneds beskedne stigning i bruttoledigheden har bruttoledigheden udvist en jævnt nedadgående trend siden starten af 2014, skriver Danmarks Statistik.
De områder, hvor der er flest ledige, er fortsat København og Fyn, hvor ledighedsprocenten ligger på 5,1 procent. Nordsjælland har den laveste ledighed på 3,2 procent, selv om tallet er steget fra 3,1 procent i marts.
Det eneste område med faldende ledighed var Bornholm, hvor ledigheden dykkede med 0,1 procentpoint til 4,8 procent.
Stigningen i ledigheden kommer samtidig med, at beskæftigelsen stiger. Det er der dog en god forklaring på ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
- Dagens tal kan virke overraskende i lyset af, at beskæftigelsen i øjeblikket vokser. At arbejdsløsheden vokser, på trods af at flere også finder beskæftigelse, skyldes dog simpelthen, at der er flere aktivt jobsøgende, skriver cheføkonom hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørksted.
- At arbejdsstyrken vokser betyder også, at der går længere tid, før vi løber ind i alvorlige problemer med flaskehalse på arbejdsmarkedet. Opsvinget kan derfor køre længere på literen.
Hos regeringen glæder beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen (V) sig over tallene, men udtrykker dog fortsat bekymring over, hvis der opstår flaskehalse.
- Vi skal sikre, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har behov for. Det er forudsætningen for vækst og velstand. Derfor er vi også i gang med trepartsforhandlinger, der netop har fokus på tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft, skriver Jørgen Neergaard Larsen i en skriftlig kommentar.
Interesseforeningerne Dansk Industri og Dansk Erhverv samt den liberale tænketank Cepos skriver ligeledes i kommentarer til tallene, at de trods stigningen i ledigheden ser et stort behov for reformer, der udvider arbejdsudbuddet.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde