Lego fyrer 66 timelønnede i Billund

Når Lego afskediger 66 timelønnede i produktionen i Billund, så skyldes det hverken afmatning i salget af legetøj eller den internationale økonomiske afmatning.

Normalt tilpasser Lego sin medarbejderstab i lavsæsonen fra december til april, men under udbygning af Legos fabrikker i Mexico, Ungarn og Tjekkiet de seneste par år har det været nødvendigt at opretholde fuld produktion i Billund. Men kun indtil torsdag, da Lego oplyste, at 66 skal afskediges.

Omkring 50 procent af Legos legetøj sælges op til jul, men er forlængst produceret. Derfor går produktionen ned i vintermånederne, inden Lego forbereder sig på næste jul fra april.

Koncerndirektør Jørgen Vig Knudstorp oplyser, at Lego har gode resultater lige nu.

- Derfor kan det være svært at acceptere, at der skal ske afskedigelser. Men i en sæsonpræget branche som vores er det naturligt, at produktionen svinger over året. Og desværre har det ikke været muligt at nøjes med naturlig afgang i år, siger Jørgen Vig Knudstorp.

Lego har tilsammen 3000 ansatte i Billund, her omkring halvdelen i produktionen.

/ritzau/

I en periode med godt salg af legetøj afskediger Lego 66 ansatte i produktionen i Billund. Det skyldes, at fabrikkens produktion og salg har store sæsonudsving.

Offentliggjort Sidst opdateret