Lego sender milliarder til Kirkbi-familien i stærkt år
Der bliver også råd til legetøj for Legos ejere i 2016. Kirkbi A/S, ejerfamiliens pengetank, gav igen overskud
Kirkbi A/S, der er Legos ejerfamilies pengetank, havde et forrygende 2015. Dermed kan selskabet igen notere sig et milliardoverskud og en pengekasse, der for længe siden har taget von Andske proportioner.
Samlet gav Kirkbi A/S et overskud på 13,4 milliarder kroner i 2015, et solidt hop fra de 10,8 milliarder, der kunne noteres sidste år.
- Det er et meget tilfredsstillende resultat, som især beror på Lego-koncernens fortsat høje vækst i 2015 oven på et i forvejen meget stærkt resultat i 2014.
- Desuden oplevede Merlin Entertainments plc fortsat vækst både i omsætningen og antal nye attraktioner, og vores investeringsportefølje leverede samtidig et solidt afkast, skriver administrerende direktør Søren Thorup Sørensen i pressemeddelelsen.
Merlin Entertainments ejer Legoland-parkerne, som Kirkbi får en del af overskuddet fra.
Med resultaterne fra 2015 steg egenkapitalen i Kirkbi til 56,3 milliarder kroner fra 45,2 milliarder kroner.
Det digitale erhvervsmedie Finans oplyser, at værdien er endnu højere, da Lego kun er værdisat til 10 milliarder kroner, men i realiteten er langt, langt mere værd.
- I det store hele var 2015 endnu et bemærkelsesværdigt år med meget tilfredsstillende resultater. Kirkbi har den nødvendige finansielle styrke til at støtte den fortsatte vækst i Lego og giver os mulighed for at forfølge større investeringsmuligheder, skriver ledelsen i regnskabet.
Ejerskabet af Kirkbi er fordelt sådan, at Kjeld Kirk Kristiansen og hans tre børn hver ejer cirka en fjerdedel, men Kjeld Kirk Kristiansen sidder på kontrollen, idet han har langt over halvdelen af stemmerne.
Kirkbi A/S klart største aktiv er Lego, som selskabet ejer 75 procent af. Der ud over ejer pengetanken 30 procent af Merlin Entertainments, der driver en stribe forlystelsesparker verden over. Her under seks Legoland-parker.
Pengene er ud over disse investeringer placeret i større andele af ISS, Falck og Matas samt investeringer i vindmølleparker, ejendomme og værdipapirer.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker