Indien er et land i vækst, og hele verden banker på for at være med. Helt konkret er Danmark meget langt i samarbejdet med inderne, og det kan betyde, at danske virksomheder i sidste ende kan påvirke indisk lovgivning.
Udenrigsminister Lene Espersen (K) og den indiske udenrigsminister S.M. Krishna underskrev tirsdag en aftale i New Delhi, som i detaljer beskriver det fremtidige samarbejde mellem landene på områder som blandt andet bioteknologi, vedvarende energi, samhandel og søfart.
Lene Espersen er tilfreds med, at aftalen efter to års benarbejde nu endelige er blevet skrevet under. Og hun er sikker på, at inderne mener det alvorligt. De fleste ministerier var nemlig kaldt sammen, da aftalen blev underskrevet.
- Der er lige nu et globalt kapløb i gang om Indien. Og signalet i dag er, at Danmark er blevet tilvalgt. Jeg håber på, at vi nu kan sætte nogle standarder, der gør det nemmere for danske virksomheder at komme ind i Indien, siger Lene Espersen.
Aftalen betyder, at danske virksomheder i sidste ende kan være med til at påvirke den indiske lovgivning. Og den danske ambassadør i Indien Freddy Svane betegner den dansk-indiske aftale som noget helt unikt.
- Vi er simpelthen så langt inde i maskinrummet, som det kan lade sig gøre. Vi er med til at formulere Indiens politik på en masse områder, hvor Danmark og danske virksomheder kan spille en rolle, siger ambassadøren i forbindelse med underskrivelsen.
- Vi er med til at sætte standarder for eksempelvis anden generations bioethanol og spildevandsproblemer. Jeg har ikke set noget tilsvarende for andre lande, siger han.
Lene Espersen tilføjer, at man via danske ambassader i udlandet fortæller om, hvordan man i Danmark når ambitiøse miljømål. For det er et spørgsmål, hun tit får.
- Meningen er, at vores ambassader kan medvirke til at sælge vores lovgivning, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker