Lille fald i inflationen i september
De fleste danskere oplever, at deres løn stiger mere, end priserne på eksempelvis fødevarer gør. (Arkivfoto). Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Inflationen faldt med 0,1 procentpoint i september. Forbrugerpriserne var 1,3 procent højere end året før.
Inflationen i Danmark holder sig fortsat på sporet og faldt faktisk en lille smule i september.
Danmarks Statistiks opgørelse af forbrugerprisindekset viser, at priserne steg med 1,3 procent i september sammenlignet med samme måned sidste år.
Dermed tager inflationen et lille dyk på 0,1 procentpoint i forhold til august. og holder sig fortsat under målet om en årlig inflation på omkring to procent.
Faldet i september kan til dels forklares med, at strømmen var billigere i september end måneden forinden. Til gengæld trak huslejestigninger indekset den anden vej.
Ifølge Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, er tallene en "lækkerbisken" for dansk økonomi. De betyder nemlig, at de fleste privatansatte takket være pæne lønstigninger nu har indhentet det reallønstab, som inflationskrisen medførte.
- Det er en indhentning, der også vil finde sted blandt de offentlige ansatte og personer på overførselsindkomster i den kommende tid. Det er en udvikling, der understøtter privatforbruget og dermed væksten i dansk økonomi, siger han.
Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit, forudser dog, at inflationen vil stige de kommende måneder
- Selvom vi forventer højere inflation frem mod årsskiftet, så er der ingen grund til panik.
- På den anden side af nytår forventes inflationen nemlig at falde igen, og samtidig når inflationen ikke niveauer, der på nogen måde er faretruende for de danske husholdninger, siger han.
Den såkaldte kerneinflation, hvor man fraregner priserne på energi og uforarbejdede råvarer, steg fra 1,2 procent i august til 1,6 procent i september.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker