Stein Bagger var ikke bange for at gå nye veje, når IT Factory skulle finde forretningspartnere. Valget faldt på den lille svenske internetbutik Xiop med seks ansatte, da han skulle finde en distributør af IBM-licenser for millioner af kroner.
Det fremgik under ankesagen i IT Factorykomplekset mod Mikael Ljungmann tirsdag.
Magnus Söderlund fik den tvivlsomme ære at være direktør for Xiop, der var kontrolleret af Baggers svenske makker Mikael Ljungman, fra september til december 2008, hvor Baggers svindel med salg af falske licenser blev afsløret.
En af de første opgaver, som Magnus Söderlund skulle klare, var at lave regnskabet for 2007. Ljungmans forsvarer, Ebbe Mogensen, ville vide, om der var noget i bøgerne, der truede Xiops eksistens.
- Der var potentiale - men der manglede likviditet, sagde Magnus Söderlund, der er indkaldt som vidne i ankesagen mod Ljungman.
Söderlund fandt frem til, at der blandt andet manglede 430.000 svenske kroner i kontanter - penge, der var kommet i kassen fra januar til oktober 2008. Pengene blev hentet af en fyr ved navn Anders.
Direktøren gravede lidt i, hvem denne Anders var og fandt frem til, at det var en tidligere kriminel, der gik under navnet Morder-Anders. Da Söderlund spurgte Ljungman, fik han at vide, at Anders var en del af et rehabiliteringsprojekt.
Pengene skulle gå til et selskab i Moldavien. Da Söderlund gik Ljungman på klingen for at få at vide, hvad der var blevet af pengene, dukkede der få timer senere en faktura op.
- Den dækkede stort set de 430.000. Forklaringen var, at de skulle dække en kontant betaling i Moldavien, siger Magnus Söderlund.
Forretningen i Moldavien blev aldrig til noget.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde