Lilleholt ser lysere på EU's kvotesystem end Klimarådet
Der er for nylig opnået historisk enighed blandt EU's klimaministre om at trække CO2-kvoter ud af markedet, så prisen for at forurene bliver højere. Det påpeger klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) efter en ny analyse fra det uafhængige organ Klimarådet. Foto: Polfoto/Finn Frandsen
Polfoto/Finn Frandsen
EU-landene er i gang med at reparere EU's kriseramte system for handel med CO2-kvoter, understreger minister.
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) deler ikke Klimarådets bekymring over EU's nødlidende CO2-kvotesystem.
- Jeg er enig i, at der er konstruktionsfejl i systemet, siger Lilleholt.
- Men jeg synes, at Klimarådet skal trække vejret og være lidt positiv over, at det i forrige uge lykkedes EU's klimaministre at skabe en historisk enighed om at trække et større antal overskydende CO2-kvoter ud af markedet.
Hvis det lykkes at få EU-Parlamentet med på den redningsplan for kvotesystemet, der ligger nu, vil det betyde, at prisen på CO2-kvoter retter sig. Og dermed kan kvotesystemet måske få den rolle, det var tiltænkt, forudser ministeren.
- Det betyder, at prisen for at forurene og prisen på kvoterne stiger. Dermed bliver kvotesystemet et langt bedre redskab end i dag, siger Lars Christian Lilleholt.
Klimarådet blev nedsat af SR-regeringen som ekspertorgan og vagthund over den danske klimapolitik og dens omkostninger.
I en ny analyse konstaterer rådet, at kvotesystemet "har tabt pusten" og ikke kan drive EU's grønne omstilling. Der er for mange CO2-kvoter i omløb, og derfor er prisen for lav til at bane vejen for grøn energi og energibesparelser.
Klimarådet fraråder også, at Danmark på egen hånd annullerer CO2-kvoter for at skabe knaphed og højere priser, som nogle har foreslået. Her er ministeren helt enig.
- At gå ind nationalt og annullere kvoter er ingen løsning. Det betyder, at enkeltlande kommer til at bære en endnu større byrde. Og Danmark har i forvejen påtaget sig meget store forpligtelser. Så det kan regeringen ikke støtte, siger Lilleholt.
Til gengæld er regeringen - i modsætning til Klimarådet - positiv over for at bruge kvoter fra kvotesystemet til at opfylde målene i ikke-kvotesektoren - nemlig landbrug, transport og bygninger.
- Det har vi gjort, og det handler om, at det ikke skal blive urimeligt dyrt, siger Lars Christian Lilleholt.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde