Ljungman faldt på halen for Bagger

Stein Baggers store armbevægelser blev Mikael Ljungmans skæbne. Det mener hans forsvarer, Ebbe Mogensen, der går efter en total frifindelse af sin klient.

- Hovedmanden her er Stein Bagger. Han har en enestående karisma. Han kunne overbevise alle mennesker. Han var badet i succes. Han var en verdensmand og han beherskede - sådan så det ud udefra - i it-branchen, siger Mogensen i sin procedure om Bagger.

Ljungman blev forblændet af Bagger - og som han selv har forklaret i retten, kunne han ikke få armene ned, da Bagger ville lave forretninger med ham.

- Ljungman er en bifigur i denne sag. Indtil IT Factory går konkurs, tror Ljungman på det. Også da Stein Bagger opsøger Ljungman i USA på sin flugt, tror Ljungman på, at alt er i orden, siger Ebbe Mogensen.

Ebbe Mogensen slår på, at Ljungman ikke er it-uddannet. Han kunne ikke gennemskue, at Baggers produkter ikke var virkelige.

- Få dage før svindlen i IT Factory blev afsløret, fik selskabet flere priser ved en prisuddeling, der lignede en Oscar fest. Tre gange var folk fra selskabet oppe og få en pris, folk rejste sig i salen og klappede. Men det var kejserens nye klæder. Men det vidste Ljungman ikke - han så det hele udefra, siger forsvareren, der tidligere har været advokat for dømte erhvervsfolk som Kurt Thorsen, Klaus Riskær og Bjørn Stiedl.

Ebbe Mogensen mener ikke, at man har set skyggen af bevis i retten:

- Da anklager Per Justesen i onsdags procederede sagen, blev jeg selv helt revet med. Jeg synes, han havde ret, indtil jeg kneb mig selv i armen. Vi har ikke set bevis af nogen art, lyder det fra Ebbe Mogensen.

/ritzau/

Mikael Ljungman var imponeret af Stein Bagger. Han var beæret over at være med - men det gør ham ikke skyldig i svindel, mener forsvarer.

Offentliggjort Sidst opdateret