Ljungman kommer ikke hjem til påske

Mikael Ljungman var bleg, men fattet, da han forlod retsbygningen i Lyngby fredag. Ljungman fik en dom på seks års fængsel for groft bedrageri, og umiddelbart efter dommen var det mest familien, der optog hans tanker.

- Min kone er meget chokeret og tager det meget tungt. Hun havde talt med børnene, og de havde forventet, at jeg skulle komme hjem til påske, siger Ljungman.

Hans forsvarer Ebbe Mogensen ankede dommen på stedet, og Ljungman blev atter varetægtsfængslet. Så der går formentligt en rum tid, inden Ljungman får set noget til sine fem børn. Den yngste er under et år gammel og blev født, mens Ljungman sad fængslet i Danmark.

- Det bliver en meget hård tid for min familie. Jeg håber, at de kan finde styrke i min styrke, siger han.

Mikael Ljungman har hele tiden bedyret sin uskyld i sagen. Han har forklaret, at han intet kendte til, at forretningerne med Stein Bagger var ulovlige. Og fredag sagde Ljungman, at sagen var baseret på "mumbo-jumbo".

- Det bliver let for mig at føre ankesagen, for dommen er baseret på en løgn. Jeg er uskyldig, siger han.

Mikael Ljungman skal betale 200 millioner kroner til IT Factorys konkursbo og derudover får han en regning for sagens omkostninger. Der konfiskeres 50 millioner kroner fra svenskerens selskaber.

- De får ingen penge af mig, siger Ljungman.

/ritzau/

En chokeret Ljungman må tage endnu en omgang i ringen med anklager Per Justesen. - Mine børn havde forventet, at jeg kom hjem til påske, siger han.

Offentliggjort Sidst opdateret