LO-forbund sender sidste sympati-varsel mod Ryanair
Kort før Ryanair starter flyvninger fra Kastrup, sender LO-forbund sidste varsel om sympatikonflikt.
HK/Privat og en række LO-forbund tager nu næste skridt i sagen om Ryanair og udsender det andet og sidste varsel om en sympatikonflikt mod det irske lavprisflyselskab.
Det oplyser René Knudsen, formand for HK Service Hovedstaden, til Ritzau.
Han fortæller, at det sidste varsel om en sympatikonflikt er en støtte til Flyvebranchens Personale Union (FPU), der prøver at lande en overenskomst med Ryanair.
Dermed mangler der kun Arbejdsrettens godkendelse af FPU's hovedkonflikt, før en sympatikonflikt kan begynde i Kastrup Lufthavn.
- Vi bakker fuldt og fast op om FPU's indsats for at få en overenskomst med Ryanair.
- Derfor har vi nu sendt det andet varsel om sympatikonflikt og er klar til en konflikt, hvis Arbejdsretten giver grønt lys, og Ryanair ikke tegner overenskomst inden da, siger René Knudsen.
I tilfælde af en sympatikonflikt mod Ryanair udfører HK'erne i lufthavnen ikke arbejdsopgaver som tjek af billetter, check-in af bagage eller hjælp til at finde bortkommet bagage.
Det forventes, at Arbejdsretten 26. marts melder ud, hvilken dato det bliver afgjort, om en konflikt mod Ryanair er lovlig.
I en e-mail til Ritzau skriver Ryanair, at selskabet "ikke kommenterer eller deltager i spekulationer." I stedet kan der oplyses om stor interesse for den kommende rute fra København mod Dublin.
- Vi ser frem til at indlede den nye Dublin-København service, som har vist sig at være utroligt populær blandt vores kunder, og til at skabe job og vækst i dansk turisme, skriver Ryanair i e-mailen.
Efter planen skal det første Ryanair-fly afgå fra København mod Dublin onsdag eftermiddag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned