LO-formand vil stoppe indere i konfliktjob

It-virksomheden CSC's planer om at hente indere til landet for at udføre arbejdet for strejkende ansatte har fået LO-formand Harald Børsting til at rase.

Han vil nu have, at Folketinget ændrer udlændingeloven, så ingen virksomheder kan ansætte udenlandske arbejdere til strejkeramt arbejde.

- Det er fuldkommen uacceptabelt, hvad der foregår i CSC. Det er en grov omgåelse af den arbejdsretslige praksis, arbejdsmarkedets parter følger her i landet, hvor kolleger naturligvis ikke kan udføre strejkeramt arbejde, siger Børsting og fastslår:

- Hvis det var normal praksis, ville den danske model overhovedet ikke kunne fungere.

Derfor vil LO-formanden have loven ændret, så det ikke er tilladt at komme til Danmark for at udføre konfliktramt arbejde, som det er tilfældet i CSC.

It-virksomheden lockoutede for cirka to måneder siden 116 ansatte - og gør det stadig.

Firmaet har herefter ansøgt om midlertidigt visum for 22 indere på den danske ambassade i Indien, oplyser kommunikationsdirektør Markus Bjørn Kraft.

De skal være en del af et beredskab, hvis omkring 400 CSC-ansatte går i strejke den 1. juni.

Tirsdag mente it-fagforeningen Prosa at vide, at 40 indiske vikarer allerede var ankommet til Danmark for at arbejde for CSC.

Det bliver dog afvist af virksomheden.

/ritzau/

LO-formand Harald Børsting vil have ændret loven, så udlændinge ikke kan ansættes til konfliktramt arbejde,

Offentliggjort Sidst opdateret