Sidste år lancerede Lollands Bank i samarbejde med virksomheden Vinderbutikker/Bystrategi ApS koncept Vinderbutikker, som skulle hjælpe lokale handlende på Lolland-Falster og Sydsjælland med at udvikle deres butikker.
En af de butikker, der valgte at deltage i projektet, er Parfumeri Ham og Hende i Nykøbing, der indehaves af Alice Fjeldsøe Sørensen. Og hun har været meget tilfreds med forløbet, fortæller hun.
- Jeg var med til et møde på Business LF, da projektet kom frem, og grunden til, at jeg synes, det kunne være noget for mig, var at jeg havde brug for noget struktur i min hverdag, så jeg ikke skulle arbejde hver aften til klokken 23 eller 24, for det gjorde jeg i en lang periode, og til sidst var der ikke mere at give af.
- Så for mig handlede det om at få bedre struktur og nogle gode redskaber til at gøre nogle ting anderledes, og det har det helt klart gjort. Min hverdag i dag er ikke den samme, som før jeg gik i gang - på den positive måde, fortæller hun.
Havde brug for sparringen
Hun har været glad for den sparring, hun har fået fra Vinderbutikker/Bystrategi.
- Det er ikke fordi, de kommer og opfinder den dybe tallerken, for i realiteten vidste jeg godt mange af de ting, de sagde, men jeg havde bare brug for sparringen, og jeg ville ikke have undværet det et sekund.
Læs også: Vinderbutikker-direktør: - Vi kan afdække uforløste potentialer
Et af de områder, hvor projektet har været med til at hjælpe Alice Fjeldsøe Sørensen og parfumeriet, er brugen af sociale medier.
- Den største forandring i min hverdag er, at vi går live på Facebook hver dag. Tidligere havde jeg mange kunder, der spurgte, om jeg ikke lige kunne lave en lille video med forskellige ting, og jeg syntes, det var så grænseoverskridende at skulle stå der foran et kamera.
Jeg brugte mange af mine aftener på at finde på opslag og skrive tekster. Men vi kan se og mærke på økonomien, at det, vi gør nu, er meget bedre.
Alice Fjeldsøe Sørensen, indehaver af Butik Ham & Hende
- Men den hurdle hjalp de mig med at komme over, og at få den selvtillid har været en rigtig god ting, forklarer hun.
Hun har også ansat en pige til at lave opslag på Instagram.
- Det var nok der, hvor jeg havde givet mest op, for jeg kunne ikke overskue at skulle finde på noget til begge dele, så nu har jeg en til at hjælpe med det, og det giver jo også en masse ting, der kan bruges på Facebook.
- Jeg brugte mange af mine aftener på at finde på opslag og skrive tekster. Men vi kan se og mærke på økonomien, at det, vi gør nu, er meget bedre, fortæller hun.
Samtidig har hun lavet et årshjul, hvor alt lægges ind, så parfumeriet ikke misser noget.
- For eksempel er det en god idé, at vi tre uger før sommerferie-sæsonen starter, begynder at vise solcreme. Når folk står og skal på sommerferie, så har de allerede set produkterne hos os. Den struktur har jeg manglet.
- Vi har også fået lavet et medlemskort, hvor kunderne opsparer point, så vi binder dem mere til vores butik, fortæller Alice Fjeldsøe Sørensen.
Økonomisk set har deltagelsen i projektet også været positiv.
- Samtidig med, at vi gik i gang med projektet, var der et produkt, som har været vores bestseller, der udgik af markedet, og det har været et økonomisk tab. Men der har vi været gode til at få de penge hjem igen på andre tiltag, siger Alice Fjeldsøe Sørensen og slutter:
Jeg har fået opfyldt mine forhåbninger - og mere til.
- Jeg har udskudt generationsskiftet
En anden lokal handlende, der har været godt tilfreds med at deltage i projektet, er guldsmed Tommi Ewers fra Byens Ure og Guld i Nakskov.
- Vi har justeret på alt fra avancer og rabatter til markedsføring og sortimentssammensætning. Bundlinjen er steget, og teamet har deltaget med stor energi i processen. Jeg har selv fået gejsten tilbage og har udskudt generationsskiftet, fortæller Tommi Ewers i en pressemeddelelse.
37 deltagere - plads til flere
Indtil videre er 37 lokale handlende i Nykøbing, Nakskov, Maribo, Sakskøbing, Vordingborg, Stege og Præstø med i projektet, som Lollands Bank har været den lokale initiativtager til.
- I Lollands Bank tror vi på, at stærke lokalsamfund skabes af stærke lokale virksomheder. Konceptet Vinderbutikker er skabt ud fra en simpel, men vigtig filosofi:
- Når vi bakker op om de lokale butikker, skaber vi vækst, liv i bymidten og et stærkere fællesskab. Sammen kan vi skabe noget større.
- Når lokalsamfund og erhvervsliv går hånd i hånd, kan vi løfte vores områder og sikre en bæredygtig fremtid for vores byer, siger bankdirektør Allan Aaskov i pressemeddelelsen.
Lollands Bank har investeret en million kroner i projektet, som har plads til 60 deltagere. Dermed er der stadig 23 ledige pladser, som man håber at få afsat i den kommende tid.
I den forbindelse er der informationsmøde på Hotel Harmonien i Nakskov 11. marts klokken 18, hos Vores Nykøbing i Nykøbing 17. marts klokken 18 samt i Restaurant Bangs Have i Maribo 18. marts klokken 17.30.