Lokale fødevareproducenter truet

Det vil få katastrofale konsekvenser for fødevareproducenterne, at Fødevarestyrelsen på baggrund af EU-lovgivning kun vil lade detailproducenter sælge inden for en grænse på 50 kilometer. Så konsekvent er udmeldingen fra formanden for Folketingets Fødevareudvalg, René Christensen (O).

- Det vil særligt få betydning her på Lolland-Falster, men også i resten af Danmark, siger René Christensen. Han mener, at mange lokale gårdbutikker og producenter vil få sværere ved at udvikle deres butikker og sælge længere væk.
 
Helt præcist betyder lovgivningen nemlig, at fødevareproducenter, der ønsker at sælge deres varer mere end 50 kilometer væk, skal overholde en lang række nye krav. For eksempel i forhold til certificering, opbevaring og emballage. Og det vil være en alt for stor investering for mange, mener René Christensen.
 
- Det lyder fuldstændig tåbeligt, at man må producere og sælge fødevarerne inden for 50 kilometer. Men vil man sælge dem længere væk, skal man pludselig have en række andre faciliteter, siger han.
 
René Christensen vil i starten af 2012 derfor indkalde fødevareminister Mette Gjerskov til et møde i udvalget i forsøget på at stoppe det, han kalder det rene vanvid.
Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen

Fødevareproducenter på Lolland-Falster og i resten af landet kan risikere at måtte dreje nøglen om, hvis de kun må sælge inden for et begrænset geografisk område.

Offentliggjort Sidst opdateret