Løkke inviterer til tvivlsom forbrugsfest

Selv om regeringen nu inviterer til forbrugsfest ved at sende milliarder af efterlønskroner tilbage i favnen på danskerne, er det meget tvivlsomt, hvor mange forbrugere der vil deltage.

Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken, peger på, at forbrugernes tillid til deres egen økonomi lige nu er dårligere end under finanskrisen, og derfor står folk ikke klar til at forbruge løs.

- Det kan vise sig at være spildte penge, og er ikke nogen mirakelkur for at få gang i den danske økonomi, siger Jes Asmussen.

Han henviser til udbetalingen af SP-ordningen i 2009. Det gav danskerne 20 milliarder kroner mellem hænderne uden at banke forbruget op.

- Jeg tror, vi får den samme effekt den her gang. Efterlønsordningen er jo en sikring af, at man fik nogle penge, når man gik på pension. Derfor vil man i meget høj grad se, at de her penge vil blive indbetalt på en pensionsordning, siger han.

Jes Asmussen tror, at det kun er dem, der er allermest pressede på økonomien, som vil bruge af pengene.

- Men det er jo ikke dem, der skal sparke forbruget i gang. De skal bare opretholde et vist minimums forbrug, tilføjer cheføkonomen.

Regeringen forventer, at hver tredje vil trække deres efterlønspenge til en samlet udbetaling på 17 milliarder kroner. Det sender gennemsnitligt omkring 40.000 kroner lige i lommen på mange danskere.

Cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, mener heller ikke, at politikerne skal være super optimistiske for, at danskerne igen smider den økonomiske bekymring og kaster sig ud i voldsomt forbrug.

- Vækstpakken bliver ikke det, som giver en stor optimisme hos forbrugerne. Vi taler om nogle justeringer, som måske godt kan ses, men vi vågner ikke op til en forbrugsfest i 2012, siger han.

/ritzau/

Vækstpakke får næppe forbrugerne til at flå dankortet op af lommen og forbruge løs, vurderer økonomer.

Offentliggjort Sidst opdateret