Lolland-Falster helt i top med nye firmaer

Foto: Per Houby, arkivfoto

Positive iværksætter-tal i trængt tid for store dele af erhvervsliv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Antallet af job på Lolland-Falster har været presset hårdt nedad i en årrække. Men antallet af iværksættere leverer nu en positiv opmuntring.

Lolland-Falster var i 2013 den landsdel, som havde størst vækst i antallet af nye firmaer, viser opgørelserne fra analysebureauet Experian.

På landsplan var der ellers ikke meget positivt at hente i 2013, som gav en samlet tilbagegang i antallet af iværksættere på ganske vist beskedne 0,4 procent, men ned til det laveste niveau siden 2003. Her i landsdelen var der derimod en fremgang på 10 procent.

Også når det gælder tal for andelen af nye selskaber i forhold til eksisterende firmaer placerer Lolland-Falster sig i top.