Lolland-Falster savner ledige hænder

Trods finanskrise, økonomisk afmatning, bolig- og byggestagnation og frygt for stigende ledighed: Lolland-Falster mangler ledige hænder!

Det fastslår Jan Hendeliowitz, direktør for Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland på baggrund af blandt andet de seneste dages meldinger om stigende ledighed i byggefagene.
- Men helt overordnet er situationen altså, at der mangler ledige hænder på en række områder. Og det gælder især på Lolland-Falster. Ser vi bare lidt længere frem, vil arbejdsstyrken i landsdelen falde markant og også mere end i de fleste andre områder, fordi gennemsnitalderen på Lolland-Falster er ganske høj, forklarer Jan Hendeliowitz.
- Specielt inden for det offentlige vil der ikke være hænder nok. Social- og sundhedsområdet plus flere andre serviceområder oplever alllerede nu klart stigende mangel på folk, tilføjer han.

Jan Hendeliowitz understreger også, at man selv på det i øjeblikket mest udsatte fagområde - byggefagene - lidt ude i fremtiden vil opleve ganske andre forhold end den stigning i ledigheden, som nu tilsyneladende er undervejs.
- Vi står foran et Femern bro-projekt, og det vil betyde stor efterspørgsel på bygge- og anlægsfolk, påpeger beskæftigelsesdirektøren.

Efterspørgslen vil - som også en ny rapport om beskæftigelsessituationen ved Femern bro-projektet fortæller - måske ikke ske alene i form af direkte efterspørgsel fra bro-entreprenørerne. Det er lige så meget "resten" af arbejdsmarkedet på Lolland-Falster, der vil kunne mærke, at broen trækker arbejdskraft.

- Midt i diskussionen lige nu om stigningen i ledigheden i byggefagene, skal vi også lige huske, at de 250, som i regionen er blevet fyrede inden for de seneste fire uger, jo ikke uden videre ryger ind i en længere arbejdsløshed. Der er fortsat efterspørgsel efter byggefolk mange steder, så mange vil få job i andre virksomheder.
- Det afgørende er, at jobcentre og a-kasser er hurtige til at pege på de jobåbninger, der fortsat er, siger Jan Hendeliowitz.

- Og vi skal stadig også huske, at vi taler om ledighedsprocenter, der for Lolland og Guldborgsunds s vedkommende ligger på 1,6 og 1,2. Det er procenter, vi for bare et par år siden ville have beskrevet som nærmest "fuld beskæftigelse", tilføjer han.




Det fastslår Jan Hendeliowitz, direktør for Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland.

Offentliggjort Sidst opdateret