Lollands Bank udpeger ny direktør

Lollands Banks kommende direktør Allan Aaskov. Foto: Lollands Bank

OPDATERET 15.35: Landsdelens lokale pengeinstitut skal have ny direktør til næste år. Se her, hvem der skal afløse Anders F. Møller på posten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lollands Bank skal have ny direktør. Den nuværende direktør Anders F. Møller har tidligere annonceret, at han ville trække sig tilbage efter snart 40 års ansættelse, heraf de seneste 12 år som direktør.

Og nu har bankens ledelse fundet hans afløser. Det bliver den 52-årige Allan Aaskov, som pr. 1. april næste år sætter sig i direktørstolen i stedet for Anders F. Møller. Det oplyser Lollands Bank onsdag i en pressemeddelelse.

Allan Aaskov kommer ifølge Finans Watch fra en stilling som områdedirektør i Sparekassen Kronjylland.
Tidligere har han også været administrerende direktør for Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse, og før det var han direktør for Spar Nords filial i Holbæk.

Lollands Banks formand Preben Pedersen glæder sig både over ansættelsen af Allan Aaskov og over at have haft et velkvalificeret felt af ansøgere at vælge udfra.

- Det har været dejligt at opleve den store interesse fra en række yderst kompetente kandidater, der har været for stillingen i banken, og det er derfor glædeligt, at vi nu har fået besat stillingen som bankens nye direktør.

- Allan Aaskov er således valgt blandt en række kvalificerede kandidater, hvor bankens bestyrelse vurderer, at Allan Aaskov vil være den helt rette person til at fortsætte bankens succesfulde udvikling, siger Preben Pedersen i pressemeddelelsen.

Den nye direktør betegner direktørjobbet på Lolland som et drømmejob og kan næsten ikke vente med at komme i gang.

- Fra mine tidligere stillinger kender jeg til arbejdet i en provinsbank,
hvor jeg i særdeleshed sætter stor pris på det dna, Lollands Bank drives efter.

Jeg stammer oprindelig fra det jyske og kender til livet i en provinsby, hvilket jeg sætter stor pris på. I den forbindelse tiltaler i særdeleshed den nærhed jeg ser Lollands Bank drives med.
- Jeg skal lige have lært Lolland lidt bedre at kende, men i familien planlægger vi hurtigst muligt, at bosætte os på Lolland og således blive en naturlig del af livet i bankens markedsområde, fortæller Allan Aaskov.

Den nye direktør er gift og har to børn.

Anders F. Møller stopper som direktør for Lollands Bank med udgangen af marts måned næste år.