Københavns Lufthavne har ansat Thomas Woldbye som ny administrerende direktør. Det fremgår af en meddelelse fra selskabet. Han afløser Brian Petersen, der fratrådte 1. oktober 2010.
Den nye direktør kommer fra en stilling som topchef for rederiet Norfolkline Group, som A.P. Møller - Mærsk solgte til DFDS i slutningen af 2009. De internationale erfaringer var vejen til jobbet, lyder det fra lufthavnen.
- Han har stået i spidsen for adskillige strategiske forandringsprojekter og har betydelig erfaring indenfor udvikling af infrastruktur, siger bestyrelsesformand for Københavns Lufthavne Henrik Gürtler i meddelelsen.
- Erfaringer, som vil være værdifulde for de kommende års udfordringer for Københavns Lufthavne som en væsentlig spiller i udviklingen af Danmarks internationale tilgængelighed og konkurrenceevne, tilføjer han.
Thomas Woldbye, der startede som trainee i A.P. Møller - Mærsk for 27 år siden, tiltræder som lufthavnsdirektør den 1. maj.
Efter 20 år i udlandet, først i Asien og de seneste 10 år i Europa, flytter Thomas Woldbye sammen med sin kone og parrets tre børn tilbage til Danmark for at tiltræde jobbet som administrerende direktør i Københavns Lufthavne.
- Jeg glæder mig til at træde til. Alle danskere er som jeg både afhængige og stolte af Københavns Lufthavn, og jeg vil gøre mit til, at stoltheden lever videre, siger Thomas Woldbye.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet