Københavns Lufthavne har ansat den tidligere Mærsk-direktør Thomas Woldbye som ny administrerende direktør.
Han afløser Brian Petersen, der meget overraskende forlod direktørposten 1. oktober sidste år efter kun tre et halvt år i chefstolen.
Den nye direktør kommer fra en stilling som topchef for rederiet Norfolkline Group, som A.P. Møller-Mærsk solgte til DFDS i slutningen af 2009.
Thomas Woldbyes internationale erfaringer var vejen til jobbet, forklarer lufthavnens bestyrelsesformand Henrik Gürtler.
- Han har stået i spidsen for adskillige strategiske forandringsprojekter og har betydelig erfaring indenfor udvikling af infrastruktur, fortæller Henrik Gürtler, og fortsætter:
- Erfaringer, som vil være værdifulde for de kommende års udfordringer for Københavns Lufthavne som en væsentlig spiller i udviklingen af Danmarks internationale tilgængelighed og konkurrenceevne.
Thomas Woldbye startede som trainee i A.P. Møller-Mærsk for 27 år siden.
Efter 20 år i udlandet, først i Asien og de seneste 10 år i Europa, flytter han nu tilbage til Danmark sammen med sin kone og parrets tre børn.
Thomas Woldbye tiltræder jobbet som administrerende direktør i Københavns Lufthavne den 1. maj.
- Jeg glæder mig til at træde til. Alle danskere er som jeg både afhængige og stolte af Københavns Lufthavn, og jeg vil gøre mit til, at stoltheden lever videre, siger Thomas Woldbye.
Han har en videregående uddannelse indenfor finans fra Copenhagen Business School og har gennemført økonomiske studier i London og Schweiz.
- Jeg ser frem til at bruge mine erfaringer fra Mærsk og Norfolkline, hvor jeg har været tæt på både logistikoperationen og samspillet med passagerer og forretningspartnere, siger Thomas Woldbye.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet