Lufthavnschef: Det kan koste dyrt at forhale åbning af rejser
Danmark bør udnytte, at landet er kommet godt gennem første del af coronakrisen, siger administrerende direktør i Københavns Lufthavn Thomas Woldbye. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Danmark kan gå glip af milliarder, hvis politikerne tøver med at lukke op for turisme, siger Thomas Woldbye.
Danmark kan miste milliarder af kroner, hvis politikerne er for længe om at åbne for turisme igen.
Det siger den administrerende direktør for Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye, til Børsen.
Ifølge avisen er det første gang, at topchefen for Danmarks største arbejdsplads blander sig i debatten om, hvor hurtigt der skal åbnes for udenlandske turister og rejser ud af landet igen efter nedlukningen i midten af marts.
Thomas Woldbye konstaterer, at Danmark stod økonomisk stærkt, da coronakrisen ramte, og København var et populært rejsemål.
- Nu er vi kommet godt igennem første del af krisen. Det bør vi bruge til at genopbygge og forstærke den position. Vi kan spare og tjene milliarder ved at få genoprettet turismen og adgangen til at rejse hurtigt, siger han til Børsen.
Aktørerne i luftfartsbranchen er snart klar med et oplæg til regeringen, om hvordan der kan åbnes for både turisme og erhvervsrejser. Men politikerne er ifølge Thomas Woldbye meget forsigtige af bekymring for, at smitten løber løbsk.
Og så synes han, at debatten kredser lidt for meget om masker og mundbind.
- Der er masser af mennesker, der stadig gerne vil rejse. Men der er også mange steder, de bestemt ikke vil rejse hen. Danmark kan udnytte det forhold, at vi kom godt igennem sundhedskrisen, og at det er kendt ude i verden, siger han.
Lufthavnen i Kastrup har som mange andre lufthavne set deres forretningsgrundlag forsvinde i takt med, at flyselskaber som SAS og Norwegian har droppet stort set alle deres afgange som følge af coronakrisen.
Organisationen Wonderful Copenhagen har ifølge Børsen beregnet, at en genopretning af den københavnske turismeaktivitet i 2023 frem for et år senere vil betyde merindtægter på 26 milliarder kroner.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde