Den afgående direktør i Københavns Lufthavne, Brian Petersen, 48 år, kan godt lide at vende modgang til medgang. Den opgave har han løst i lufthavnen og vender derfor blikket mod nye udfordringer, siger han.
Han kaster sig over sine nye opgaver som bestyrelsesformand og har ikke noget nyt topjob i ærmet.
- De næste seks måneder giver jeg B&O og VisitDenmark min fulde opmærksomhed, siger Brian Petersen, som fredag meget pludseligt offentliggjorde sin beslutning om at forlade posten som topchef i lufthavnen.
Brian Petersen har derudover ingen nye poster i sigte. Så det er endnu uvist, hvad hans kalender skal fyldes yderligere ud med om et halvt år.
Da han kom til lufthavnen for tre et halvt år siden, var hans erklærede mål at lokke 10 millioner passagerer ekstra til i løbet af 10 år.
Han blev altså ikke længe nok til at få den målsætning til at gå i opfyldelse, men er alligevel tilfreds.
- Jeg tror, vi er godt på vej. På trods af finansiel krise, økonomisk krise, oliekrise og askesky sætter vi nu igen passagerrekorder. Vi er direkte på vej mod himmelen, siger han.
Brian Petersen afviser, at lufthavnens nye, højt profilerede lavpristerminal, som endnu kun har formået at tiltrække ét flyselskab som kunde, har noget at gøre med hans pludselige afgang.
- Vi er i dag den eneste lufthavn, som har et konkurrencedygtigt produkt til lavprisselskaberne. Vi skal lige have lidt tid til at komme i gang, siger han.
Sin tid i lufthavnen beskriver han som et "turn around".
- Jeg kom ind til en lufthavn, som ikke øger sin indtjening og som har faldende passagertilfredshed - i dag har vi det modsatte. Vi er den hurtigst voksende lufthavn i Europa. Det er fantastisk at være med til at vende det hele rundt på den måde, siger Brian Petersen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned