Lufthavnsudvidelse i Kastrup bliver større end planlagt
Københavns Lufthavn indvier i 2019 første etape af den nye Finger E, og året efter følger anden etape. De omfatter i alt 36.000 indendørs kvadratmeter. Foto: Free/Københavns Lufthavn
Free/Københavns Lufthavn
Københavns Lufthavn er snart klar til at tage imod endnu flere fly og endnu flere gæster.
Egentlig var det kun meningen, at den nye finger E i Københavns Lufthavn skulle indeholde syv nye gates.
Men allerede inden indvielsen af første etape, der er planlagt til 2019, er en ny etape skudt i gang.
Lufthavnen har påbegyndt anden etape af byggeriet, der giver plads til yderligere seks gates. De er primært forbeholdt langdistancefly.
Samtidig bliver der bygget nye faciliteter til paskontrol, som kommer til at indeholde 10 spor til ankommende passagerer og otte til afrejsende.
Det skyldes de skærpede EU-regler om grænsekontrol, som kræver, at alle passagerer, der rejser ind eller ud af Schengen-området, skal have skannet deres pas.
- Det bliver et flot og markant byggeri med masser af lys og luft til passagererne - og et byggeri, der skaber mere plads til væksten på de lange, interkontinentale flyruter til fjerne rejsemål.
- Det er en vigtig del af hubben, siger lufthavnens administrerende direktør, Thomas Woldbye, i en pressemeddelelse.
Anden etape ventes færdig i 2020. Den nye E-finger kommer sammenlagt til at rumme 36.000 kvadratmeter.
En af de nye gates vil kunne tage imod fly af typen Airbus A380, der er særligt pladskrævende.
Den supplerer den gate, der allerede kan håndtere den franske superjumbo. Dermed vil lufthavnen fremover kunne rumme to af de store fly på samme tid.
Den samlede investering i finger E beløber sig til 1,5 milliarder kroner og er en del af lufthavnens strategi, der skal sikre 40 millioner årlige passagerer.
I 2017 benyttede 29 millioner passagerer terminalerne i Kastrup.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker