Partneraftalen mellem danske Lundbeck og japanske Otsuka betyder ifølge Lundbecks topchef, Ulf Wiinberg, at selskabet har forbedret sine muligheder for at skabe langsigtet vækst betydeligt.
Med aftalen har Lundbeck fået fingre i to kommende lægemidler, der er tæt på at kunne nå markedet og som vurderes at have et salgspotentiale for Lundbeck på over 50 milliarder kroner, oplyser Ritzau Finans.
Det er et tal for det samlede salg over alle årene fremover.
- Der er tale om et overslag af salgspotentialet for at sætte de 8-10 milliarder kroner, vi betaler, i perspektiv. Det kan blive både 40 eller 60 milliarder kroner. Det afhænger meget af, hvor gode fase 3-data vi får, konstaterer Ulf Wiinberg over for Ritzau Finans.
Lundbeck håber med aftalen at få en bid af milliardsællerten Abilify til behandling af skizofreni. Medicinen er i dag et af verdens tre bedst sælgende antipsykotika.
Ifølge Ulf Wiinberg er det imidlertid det andet middel, skizofreni- og depressionsmidlet OPC-34712, som kommer til at stå for den største del af det fremtidige salgspotentiale.
Til gengæld er usikkerheden også lidt større. Midlet er i afsluttende fase 3-studier.
Lundbeck venter inden længe at kunne ansøge om markedsføringstilladelse i USA for den nye version af Abilify.
- Vi har en lidt sikrere prognose for Abilify, mens prognosen for OPC er noget mere usikker, indtil vi får data. Så om vi når 50, 60 eller 70 milliarder kroner, kan jeg ikke sige i dag. Men når vi milepælene, bliver det i det niveau, forklarer Ulf Wiinberg.
Abilify-versionen vil kunne komme på det amerikanske marked i 2013. OPC-34712 ventes på markedet i 2015. Derefter vil der gå en del år, før de to lægemidler når det estimerede topsalg.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker