Lys forude efter tab på 20 millioner

- Ingen tvivl: Det var et rædselsfuldt år!

Rune W. Petersen, direktør i det hæderkronede P. Hatten & Co. med hovedsæde i Maribo og en stribe afdelinger og butikker på Lolland-Falster og Sjælland, lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af det år, han og medarbejderne har været igennem.

Hvis hans beskrivelse nu havde været mindre klar, så ville tallene alen sige det klart nok: Et minus på 20,5 millioner kroner efter skat er bestemt ikke hverdagskost i koncernen.
- Vi har aldrig oplevet noget lignende, konstaterer Rune W. Petersen - som dog bestemt ikke har mistet modet sammen med millionerne.

For det første er der stadig millioner - med en egenkapital i nærheden af 30 millioner kroner. Og for det andet - og meget væsentligt: Direktøren og firmaet er på vej til lidt forårshumør.
- Den meget kolde vinter blev en ekstra udfordring, fordi alt byggeri jo gik i dvale. Men nu er der aktivitet igen. Der er efter vores opfattelse også et betydeligt “efterslæb” - både i kraft af vinteren og den lange økonomiske afmatning.
- Vi regner med klart øget aktivitet hen over sommer og efterår, siger Rune W. Petersen, som på den baggrund i øvrigt også sigter efter, at det regnskabsår, man nu er i fuld gang med, kan ende med facit omkring et 0.

Antallet af medarbejdere i koncernen er lige nu 122. Da aktiviteten var på sit højeste var man 155.
- Vi har naturligvis måttet handle for at effektivisere og reducere vores omkostninger. Udover færre ansatte har vi også arbejdet meget med vores logistik. Blandt andet ved at etablere nyt centrallager for VVS i eksisterende lokaler i Ringsted og ved at samle al udkørsel af engrosvarer på centrallageret for stål i Bjæverskov, forklarer Rune W. Petersen.

De forskellige ændringer vil for størstedelens vedkommende først få positiv effekt på bundlinjen i indeværende år.
- Den mere optimistiske udsigt er, at vi nu har en organisation og en struktur, som virkelig er “trimmet” og klar til bedre og mere normale tider, siger Rune W. Petersen.

Foto: P. Hatten & Co. i Maribo.

Aktieselskabet P. Hatten & Co. fik en krise-lussing med tab på 20 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret