Lys forude for trængt dvd-fabrik

"Der foreligger intet om, at Sakskøbing-fabrikken skal lukkes eller drosles ned. Og på det generelle plan kan vi konstatere, at vi nu oplever stigende priser og øget kundetilgang."

Sådan lyder det fra Torben Nordquist, adm. direktør i Dicentia A/S, det tidligere SDC DanDisc.

Virksomheden har en meget væsentlig del af sin produktion på det store anlæg i Sakskøbing.

Utilfredsstillende resultater i koncernen som helhed, outsourcing af en del produktion til en fabrik i det sydlige Polen plus almindelig rygtedannelse har medvirket til, at der er stillet spørgsmålstegn ved Sakskøbing-fabrikkens fremtid.

Men Torben Nordquist slår altså fast, at der ikke er grund til nervøsitet.

I øjeblikket er der cirka 135 medarbejdere i Sakskøbing, hvor juletravlheden har været i gang i længere tid.

Netop travlhed er i øvrigt en medvirkende årsag til, at Dicentia har fået lavet en større produktion end ventet i Polen.

- Der er produktioner, som det er formålstjenligt at få lavet i Polen. Det har hele tiden stået fast, og det vil formentlig også fortsætte. Der har så i år været højere aktivitet i Polen end forudset, fordi vi periodebestemt har haft brug for at producere stærkt stigende mængder, samtidig med at højssæonen var i fuld gang. Kapaciteten i Sakskøbig var udnyttet fuldt ud, forklarer Torben Nordquist.

Netop stigende efterspørgsel efter cd- og dvd fra Dicentia er i øvrigt med til at give håb for den i øvrigt noget hårdt trængte koncern.

På baggrund af delårs-rapporten (for perioden januar til udgangen af september i år) skruer man - igen ned for forventningerne til det samlede resultat for året.

Men rapporten konstaterer også, at "der ved indgangen til 4. kvartal spores stigende priser i markedet, og selskabet har øget kundetilgang. Dette vil dog først få nettoeffekt fra 2008".

I samme rapport konstaterer man i øvrigt, at "de stadigt utilfredsstillende resultater primært skyldes hård priskonkurrence".

Skal man - udover håbet om vækst i kundetilgang og prisniveau - hæfte sig ved det optimistiske i delårsrapporten, kunne det være, at der trods alt er udsigt til et lavere underskud i 2007, end tilfældet var i det endnu hårdere trængte 2006.

Efter en periode hvor "aktivitetsniveau og resultater i 3. kvartal har været markant lavere end forventet", som det hedder i beretningen, er forventningene til årets omsætning (2007) nu cirka 425 millioner kroner.

Dicentia-ledelsen regner med et facit før skat på minus 10 millioner kroner. I 2006 var underskuddet lige godt 40 millioner kroner.




2007 har ikke levet op til forventningerne hos Dicentia A/S - det tidligere SDC Danddisc - med den store fabrik i Sakskøbing. Men direktør fastslår, at der er fremgang på vej - og Sakskøbing-fabrikken er ikke i farezonen.

Offentliggjort Sidst opdateret