Mad, smøger og benzin er blevet dyrere

Priserne stiger - især på fødevarer, tobak og benzin. Det viser nye tal for inflation fra Danmarks Statistik.

Det samlede forbrugerprisindeks steg i december 2,8 procent i forhold til samme måned sidste år. Inflationen for hele året endte på 2,3 procent.

- Dermed oplevede danske husholdninger, at stigende forbrugerpriser beslaglagde en noget større andel af deres rådighedsbeløb end året før, hvor inflationen var på 1,3 procent, siger senioranalytiker Troels Theill Eriksen fra Nordea i en pressemeddelelse.

Det er især prisstigninger på fødevarer, tobak og benzin, som trækker årsstigningen op hen over det seneste halve år.

De største prisstigninger ses på alkohol og tobak, hvor priserne er steget 10,4 procent. Stigningen skyldes hovedsageligt højere priser på tobak som følge af væsentlige afgiftsstigninger.

Indenfor den sidste måned er det transport, der har oplevet den største prisstigning. Her har stigende benzinpriser drevet priserne op.

/ritzau/

Nye tal for inflation viser, at priserne er steget 2,3 procent siden sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret