For et år siden slap A.P. Møller-Mærsk 2,9 milliarder kroner for at få det svenske tankskibsrederi Broström ind i folden hos Maersk Tankers.
Kort efter brød finanskrisen ud og tankskibsmarkedet kollapsede. Milliard-opkøbet fremstod umiddelbart som en dårlig handel. Det erkender rederiets direktør, Robert Uggla, der er barnebarn af skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller.
- Timingen for opkøbet var ikke ideel, men vi har omkostningssynergier for over 15 millioner dollar om året. Over en hel forretningscyklus ser jeg en god chance for, at vi kommer til at stå stærkt over for vore konkurrenter, siger Robert Uggla i en pressemeddelelse.
A.P. Møller-Mærsk har gjort status over købet af det traditionsrige svenske rederi, der fortsætter i Maersk Tankers, men under sit eget navn Broström.
Indlemmelsen af det svenske rederi i Maersk Tankers er fuldent og hårde omstruktureringer er gennemført. Rederiet beskæftigede ved opkøbet 1285 medarbejdere - heraf de 1000 til søs. Ud af de 285 stillinger på land er 144 stillinger skåret væk som følge af opkøbet.
- Broström fremstår i dag som en stærk organisation med dygtige folk, høj sikkerhed i operationerne, og en profitabel ekspansion i Asien, siger Robert Uggla, der har været direktør i rederiet siden september sidste år.
En yderligere effektivisering kommer rederiet dog ikke udenom:
- Der skal fortsat arbejdes på yderligere besparelser, fortsatte forbedringer af kvalitet og miljø, og så skal engagementet løftes i en medarbejderskare, som har været igennem en større omorganisering, siger Robert Uggla.
Maersk Tankers med Broström har i dag en flåde på 275 produkttankskibe og er verdens største. Samtidig får Maersk Tankers 19 nye tankskibe leveret de kommende år.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde