Mærsk er stadig Danmarks klart rigeste

Med en formue på 125 milliarder kroner kan Mærsk McKinney Møller stadig bryste sig af at ligge som en meget klar nummer et på listen over Danmarks rigeste.

Det viser en ny opgørelse fra Berlingske Nyhedsmagasin.

Opgørelsen omfatter de 50 største formuer i Danmark, som tilsammen er gode for 400 milliarder kroner. Et tal, som er vokset med hele 48 procent det seneste år.

- Det er en meget markant fremgang, der først og fremmest er kommet i kraft af, at driftsindtjeningen er blevet forbedret i mange virksomheder. Dermed er den ventede fremtidige indtjening nu langt større end tidligere, siger journalist Ejlif Thomasen, der står bag beregningerne.

Efter en voldsom tilbagegang under den økonomiske krise er der altså igen gang i dansk erhvervsliv og ejerne skovler penge ind.

Den store formuegevinst betyder, at langt det meste af sidste års tab på 169 milliarder kroner er genvundet.

Den sikre genganger på listen, Hr. Møller, har en personlig formue på 8,3 milliarder kroner. Mærsk-familiens samlede formue på 125 milliarder er tre-fire gange mere end den næststørste formue, som tilhører Lego-familien Kirk Kristiansen.

To rekordregnskaber i træk har øget formuen på Lego-ejernes konto til 34 milliarder kroner.

I toppen af listen finder man desuden familien bag vinduesproducenten Velux, Kann-Rasmussen med en formue på 24,7 milliarder og familien bag Bestseller-koncernen, Holch Povlsen, med 24,6 milliarder kroner.

Der er sket otte udskiftninger i forhold til sidste år. En af årets store højdespringere er Jørgen Hallundbæk med JH Holding, som tager en 25. plads med en formue på 2,6 milliarder kroner.

Kerneaktiviteten i JH Holding er Welltec i Allerød, der producerer teknologisk udstyr til olieindustrien.

For at indtage top 50 skal formuen i 2010 være på mindst 1,3 milliarder kroner. Berlingske Nyhedsmagasin har gennemgået 1500 selskabers ejerforhold og regnskabstal.

/ritzau/

Mærsk Mc-Kinney Møller topper stadig listen over Danmarks rigeste. Det viser en ny opgørelse, som Berlingske Nyhedsmagasin har lavet.

Offentliggjort Sidst opdateret