Mærsk indleder samarbejde med stor rival fra 2025
Mærsk og tyske Hapag-Lloyd har indgået et langvarigt operationelt samarbejde. (Arkivfoto). Foto: Christian Charisius/Ritzau Scanpix
Store udsving i fragtpriser og forstyrrelser i forsyningskæder danner grundlag for nyt Mærsk-samarbejde.
Mærsk og det tyske rederi Hapag-Lloyd har indgået en aftale om et langsigtet operationelt samarbejde, der træder i kraft fra februar 2025.
Det oplyser Mærsk i en selskabsmeddelelse onsdag formiddag.
I samarbejdet vil de to giganter råde over en flåde på 290 skibe, der tilsammen har en kapacitet på 3,4 millioner containere.
Det er kommet i stand i et fragtmarked, der har været ramt af store udsving i fragtpriser og forstyrrelser i forsyningskæder.
I det lys er et sammenkoblet netværk altafgørende, lyder det i meddelelsen.
- Forstyrrelser, geopolitiske begivenheder og ændringer i efterspørgslen understreger fortsat behovet for pålidelighed som en hjørnesten i forsyningskæder, skriver Mærsk.
Det danske rederi har siden 2015 haft et samarbejde med sin store schweiziske rival MSC.
Men i januar sidste år blev det meldt ud, at det samarbejde afsluttes fra begyndelsen af 2025. Dermed er der blevet plads til nyt.
- MSC og Mærsk anerkender, at meget er ændret, siden de to virksomheder underskrev en ti år lang aftale i 2015, sagde Mærsk -topchef, Vincent Clerc, i den forbindelse.
Samarbejdet med MSC blev i sin tid introduceret med det formål at sikre konkurrencedygtig og omkostningseffektiv drift på ruter mellem blandt andet Asien og Europa.
Et af de primære mål med det nye samarbejde med Hapag-Lloyd handler derimod om pålidelighed, når det kommer til overholdelse af leveringstider.
Konkret vil de to giganter opnå en leveringspålidelighed på 90 procent. Det svarer til, at mindst ni ud af ti skibe skal ankomme til tiden.
Lige nu - i det nuværende marked med forstyrrelser i nogle af verdenshandlens knudepunkter - er målsætningen for ambitiøs.
Det mener Mikkel Emil Jensen, der er seniorøkonom hos Sydbank.
- Det kan ikke lade sig gøre med de nuværende forstyrrelser omkring Panama-kanalen og omkring det Røde Hav, siger han.
- Men man skal huske, at samarbejdet først har effekt om et år, og til den tid er der forhåbentligt mere vand i Panama-kanelen, og til den tid har situationen omkring Det Røde Hav forhåbentligt også normaliseret sig.
Seniorøkonomen er derimod ikke i tvivl om, at det nye samarbejde er et bedre match rent strategisk, end det nuværende med MSC er.
- Hapag-Lloyd fokuserer nemlig på nogle af de samme ting som Mærsk - leveringspålidelighed og lavere udledning af CO2.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker