Mærsk Olie trak nitte i Irak

Det danske olieselskab Mærsk Olie og Gas endte som en af taberne, da Irak i dag åbnede bud på udvikling af irakiske oliefelter.

Det bliver ikke i første omgang det danske selskab Mærsk Olie og Gas, der kommer til at udvikle oliefelter i Irak. Da de irakiske myndigheder i dag åbnede bud på i alt seks oliefelter og to gasfelter, blev et konsortium med Mærsk-selskabet blandt taberne.
Mærsk bød sammen med Statoil og Repsol på feltet West Qurna. Blandt fem konsortier blev to udpeget til at afgive yderligere bud, men her var Mærsk-konsortiet ikke imellem.
Selskaberne skulle byde både på minimumproduktion og et maksimalt beløb, som Irak skulle betale selskaberne. Her havde Irak sat en grænse på 1,90 dollar pr. tønde - men Mærsk-konsortiet ønskede en betaling på 19,30 dollar.
Hos Mærsk konstaterer Jakob Thomasen, leder af udvinding og ny forretning hos Mærsk Olie, at selskabet ikke har vundet. Det betyder dog ikke, at man har opgivet at vinde frem i Irak.
- Vi er i en lærefase, men der er et stort potentiale i Irak, og det er et interessant land for os at arbejde i, siger Jakob Thomasen.
Han peger på, at nye licensrunder vil komme i udbud senere.


Fra Mærsks side er der ikke umiddelbart de store kommentarer til udfaldet.
- Vi har lige fået resultaterne, og nu er vi ved at kigge nærmere på det. Så på nuværende tidspunkt kan vi ikke kommentere så meget, siger Jakob Thomasen.
Forskellen på de irakiske krav og buddet fra konsortiet kan synes stor. Men ifølge Jakob Thomasen er det ikke usædvanligt, at der er stor spredning mellem disse beløb, når der er udbud på driften af oliefelter.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret