Mærsk-skib ophugges på strand i Bangladesh
Sidste uge kunne DanWatch og Politiken afsløre, at der ligger to Mærsk-skibe til ophugning på stranden i Alang i Indien. Foto: AP/Stephen B. Morton
AP/Stephen B. Morton
Et tidligere Mærsk-skib ligger på en strand i Bangladesh, hvor det ophugges under kontroversielle forhold.
På værftet Janata Steel i Chittagong i det sydøstlige Bangladesh ligger skibet Producer. Skibet har i 32 år været ejet af Mærsk, men det er blevet solgt til skrot.
Det er endt i Bangladesh på trods af, at Mærsk selv tager afstand fra skibsophugning i landet. Det oplyser medierne DanWatch, Politiken og TV2.
Skibet blev solgt af Mærsk til en mellemhandler, der har sendt skibet til ophugning i Bangladesh. Landet beskrives ifølge DanWatch af eksperter og fagfolk som et af de værste steder at ophugge skibe.
Overfor Politiken oplyser chef for bæredygtighed i Mærsk, Annette Stube, at rederiet ikke kan stille noget op.
- Vi er meget, meget kede af, at det ligger der. Men vi kan intet gøre for at få det væk derfra, for vi ejer ikke skibet længere og har ingen kontakt med det, siger hun til Politiken.
Annette Stube oplyser, at Mærsk på baggrund af sagen for fremtiden i kontrakter om salg af skibe vil indføje et krav om, at skibet skal skrottes "forsvarligt".
Advokat Poul Hauch Fenger, der har erfaring med internationale sager om menneskerettigheder, medgiver, at Mærsk ikke har noget juridisk ansvar for skibet.
- Men Mærsk har et ansvar for at respektere arbejdstagerrettigheder og miljøet i alle led af sine varekæder. Den er ikke meget længere, siger han til DanWatch.
DanWatch har vist optagelser og interviews med arbejdere på værftet til tidligere chefkonsulent i Arbejdstilsynet Hasse Mortensen. Han tøver ikke med at kritisere arbejdsforholdene.
- Det er ikke forhold, man kan byde mennesker, siger han til DanWatch.
- Det første, der falder mig i øjnene, er den høje ulykkesrisiko på det værft. Der er overhængende ulykkesfare mange steder, hvor de ansatte arbejder og færdes
17 mennesker har i år mistet livet på ophugningsværfter i Bangladesh.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde