Mærsk-topchef støtter op om et forbud mod koranafbrændinger
Mærsk-topchef Vincent Clerc støtter et eventuelt forbud mod afbrænding af religiøse skrifter. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Koranafbrændinger har ikke fået konsekvenser for Mærsks forretning i lande, hvor reaktionen har været voldsom.
Vincent Clerc, der er topchef hos rederikoncernen Mærsk, bakker op om et forbud mod koranafbrændinger.
Det siger han til TV 2 fredag, efter at selskabet er kommet med regnskab for første halvdel af 2023.
Selskabet har dagligt kontakt til kunder, som blandt andet befinder sig i lande, hvor reaktionen på de seneste afbrændinger har været mest voldsom.
Det har imidlertid ikke fået konsekvenser for forretningen, understreger Vincent Clerc.
- Mange af de kunder og regeringer, vi dealer med globalt, kan godt skille ad, hvad Mærsk står for, og hvad provokatører i Danmark står for.
Under Muhammedkrisen, da Danmark befandt sig i en lignende udenrigspolitisk krise, blev mange danske selskaber boykottet i Mellemøsten.
Det kostede dengang danske virksomheder flere hundrede millioner kroner.
I dag handler Danmark for milliarder af kroner med muslimske lande, der lige nu udtrykker vrede på grund af koranafbrændingerne.
OIC - Den Islamiske Samarbejdsorganisation - har opfordret til at overveje "enhver nødvendig beslutning eller handling", som landene måtte anse passende i relationen til Danmark.
Derfor kan økonomiske interesser potentielt være på spil, når regeringen forsøger at dæmpe krisen.
Fra politisk side er et forbud mod at brænde religiøse skrifter i spil lige nu.
Vincent Clerc vil over for TV 2 ikke forholde sig til, hvordan et lovforslag kan komme til at se ud. Det vil han lade regeringen afgøre.
Statsminister Mette Frederiksen (S) blandede sig for første gang i debatten torsdag aften i et interview med Weekendavisen.
Hun mener ikke, at der er tale om en begrænsning af ytringsfriheden, hvis det bliver forbudt at brænde religiøse skrifter.
- Jeg kan ikke lide, at man brænder bøger af. Og indtil for ganske få år siden kunne man heller ikke gøre det omkostningsfrit i Danmark.
- Så der er mange forskellige aspekter i det her, men det, at vi er i en ny geopolitisk virkelighed, spiller selvfølgelig ind, sagde statsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker